Privatfoto

Jeg har haft meget travlt gennem den seneste tid, og jeg tager tit mig selv i at ønske, at der var flere timer i døgnet. Min hundesalon stortrives, og jeg har lagt mere arbejde, end jeg havde turde håbe på, og jeg nyder det. Jeg glæder mig hver evig eneste gang til, at jeg skal byde enten et nyt eller kendt ansigt velkommen indenfor i min lille salon, og taknemmeligheden fra de mange ejere, som går herfra, kan man ikke andet end blive glad over. Derudover har vi stadig travlt med projekt Hundecenter og renovering at et ret så 70’er-agtigt stuehus. Slutteligt markerer maj måned jo også, at min gymnasietid lakker mod enden, og læseferien venter lige om hjørnet.

Det meget travle forår har dog også betydet, at jeg har måtte prioritere en del i, hvordan jeg har disponeret min tid. Et par af Team Gyvellund hundene har dog alligevel gjort sig lidt bemærket i foråret, men truth be told så har det ikke været nogle af de hunde, som jeg selv fører. En svær indrømmelse at måtte lave overfor sig selv, og jeg kan ikke andet end at kigge ind ad. Generelt vil jeg sige, at jeg er forholdsvis perfektionistisk, det kender vi vel alle lidt til, og derfor ville jeg da også ønske, at jeg kom hjem fra hver enkelt prøve med et godt resultat, og at jeg var lige som min imponerende farfar, som nærmest kan tælle hans antal af dumpede prøver på en enkelt hånd. Sådan er det desværre bare ikke gået for mig dette forår, og ærligt er det min egen fejl. Med alt det andet jeg har haft at se til, så er det simpelthen ikke blevet til nok træning, og oven i kom en løbetid og dermed var 90% af de prøver, som jeg kunne deltage på uden at måtte pjække, ikke længere mulige. 

De manglende resultater har gået mig meget på, for det betyder, at nu ville der gå endnu 6 måneder før, jeg opnår det ønskede championat på Quiet, og er det måske i virkeligheden fordi, jeg ikke er dygtig nok, hvem ved? Med tiden er jeg dog begyndt at tænke, hvad betyder de 6 måneder egentlig? Om hun får den titel nu eller til efteråret, det er den samme hund for mig. Det har mindet mig om, at titlerne ikke betyder alt. Jeg kan få alverdens titler på mine hunde, men det ændrer jo ikke mit syn på dem, kun andres. Herhjemme har jeg også den skønneste veteran gående. Han er 10 år, dog stadig aktiv på prøver, og han har i sin tid opnået nogle utroligt flotte titler, og kan også kalde sig den mest vindende markprøve hund i danmarkshistorien. Men når jeg begynder at tænke over det, så er det jo slet ikke det, der gør, at jeg finder ham helt utrolig, for jeg har også set ham opføre sig stik modsat og være fuldstændig ulydig på marken. For mig er det den måde, hvorpå han charmerer alle på sin vej, og i en alder af 10 år fortsat tror, at han skal sidde på skødet af alle af enhver, som var han en hvalp. Det er alle de små ting i hverdagen, der gør ham speciel for mig.

Læs også: BLOG: Yankies første prøve

Fornylig havde vi besøg af en af vores svenske bekendte. Han skulle have parret sin tæve med vores ”unge” hanhund Jasper. Han er begyndt at gøre det rigtig godt i dette forår, men parringen har været planlagt længe. Flere gange har jeg dog taget mig selv i at tænke, hvorfor de ville bruge ham i stedet den for den gamle, når han har vist meget mere. Men da jeg spurgte ad, fik jeg svaret: ”Det handler jo ikke om, hvad han har vist alle mulige andre, han har vist mig det, som jeg har brug for,” og jeg kan jo kun give manden ret. For nylig tog jeg mig selv i at være ved at sige nej til det, der for mig er den ultimative kombination, nemlig muligheden for at blande teamets nuværende linjer med min farfars gamle blodlinje. Jeg overvejede at sige nej, fordi at jeg ikke var sikker på, at hvalpens HD-index ville blive over 100, hvis jeg importerede hunden til Danmark. Til trods for at hunden kommer fra en opdrætter med super gode sundhedsresultater, og nærmest udelukkende har opdrættet A hvalpe, så ville det jo ikke blive registreret sammen med hvalpen, at den havde gode søskende, halvsøskende, onkler, tanter osv. Efter en samtale med en dygtig dyrlæge blev jeg dog igen mindet om, at jeg kiggede alt for meget på både tal og titler. Dermed har jeg alligevel sagt ja til hvalpen, og kan glæde mig til nogle skønne ture til Finland næste forår for at finde et forhåbentligt nyt talent.

Min sidste tids travlhed har altså formået at minde mig om noget utrolig vigtig. Når vi går og bygger på vores hus og Hundecenteret, og hunde er med i processen, og holder os med selskab konstant, og jeg ligeledes kan se deres store glæde ved at være blevet gårdhunde i stedet for byhunde, så bliver jeg mindet om, at jeg hverken har hunde for prøvernes skyld eller for at være den bedste opdrætter. Begge de ting er vigtige, men det er lige så meget for min egen fornøjelses og hobbys skyld. Grunden til at jeg har hunde er fordi, at jeg aldrig vil kunne undvære dem i min hverdag. Jeg vil aldrig kunne undvære den glæde, de giver mig, når jeg kommer ind ad døren, og velkomstceremonien er ligeså stor, som hvis man havde været væk i flere år. Jeg elsker deres glæde når de tumler rundt i deres nye store have, det bringer et smil på mine læber. Og når de om aften går til ro i deres sofa, er det præcis, som var de alle hvalpe igen.

Dette var hermed en lille beretning om en vigtig lektie, som jeg er blevet mindet om fornyligt, måske der også er nogle af jer, der kan have brug for et blive mindet om det, i hvert fald så håber jeg, at i alle får en rigtig god weekend med jeres skønne hunde. 

Læs også: BLOG: Årets rallyhund 2019