Foto: Charlotte Laursen

Hej igen til Hunden.dk.

en uge er gået, og jeg vil nu fortælle jer om min første oplevelse på Skarø prøven. Traditionen tro blev prøven afholdt første lørdag i marts. Quiet og jeg havde været på en lokalprøve ugen forinden, hvor vi havde fået en 1.pr. Så til trods for minimal træning i dette forår, så følte jeg at vi var klar. Men allerede i ugen op til fik vi dog nogle forhindringer. Min farfar træner til dagligt Darya, som er teamets yngste hund, og han skulle også deltage i unghundeklassen med hende. Farfar havde af flere gange ringet og berettet om alle deres mange succesfulde træninger, og jeg kunne flovt tænke for mig selv, at mine træninger var nærmest ikke eksisterende, måske jeg alligevel ikke var helt klar, og det blev den gamle, der skulle løbe med sejren. Denne overbevisning var Darya dog ikke helt enig i, da hun gik i løbetid om mandagen og måtte blive hjemme. Nå jamen farfar skulle jo med, og jeg vidste hvor meget, han havde glædet sig, så da han spurgte om han kunne låne Quiet, og jeg så tog en af mine andre hunde, sagde jeg selvfølgelig ja. Lidt trist var det, da jeg havde glædet mig til at vise hende frem, nu når det var begyndt at køre for os, men mon ikke farfar ville kunne gøre det samme?  Han har trods trænet en del med Quiet, da hun var hvalp, så de kendte jo hinanden godt. Jeg valgte derfor, at tage en af Gyvellunds veteraner med, den såkaldte englehund (Enzo). Jeg tænkte, at det var faktisk fint nok, for så var sejren i hus alligevel, for ingen var da mere rutineret end Enzo, han kan trods alt prale af, at være den mest vindende hund i danmarkshistorien markprøvemæssigt.

Nå men endelig blev det den 3. marts, jeg stod op klokken fem og kørte hjemmefra klokken seks, fordi jeg også skulle hente farfar på vejen. På vejen ned til farfar hørte jeg i radioen, at begge lillebæltsbroer var spærret. Så vidt meldingerne lød, så ville der blive åbnet op igen snarest muligt, så vi tog chancen og tog alligevel afsted. Vi endte i en stor kø, hvor vi holdte en halv times tid, men det lykkedes os at komme frem til Roger og Jenny, som afholder prøven, ét minut i god tid. Da alle var ankommet efter lidt tids venten (vi var mange som sad i kø), blev der serveret morgenmad, også var det tid til at komme i marken. Prøveleder Roger startede naturligvis ud med at fortælle, at de ikke havde haft så mange fugle på terrænet i mange år, som der var i år. Havde jeg ikke været den eneste på stedet, som var yngre end 50, havde jeg nok sagt, at han skulle lade være med at jinxe det, for det var ikke helt, det vi så, da vi kom ud på markerne. Men det betød sådan set mindre, vi vidste alle godt, at vi var der lige så meget for hyggens og traditionernes skyld.

Læs også: Når en drøm ændres

Vi begav os i marken, og farfar var den første af os to til at have sit slip, som jo var med min hund, men som han mente, at han sagtens kunne klare. Det gik dog knap så godt, Quiet blev hurtigt forvirret, over at både jeg og farfar var til stede, og når farfar ikke havde styr på hende, kunne jeg ikke lade være med at blande mig. Til sidst var den lille hund så forvirret, at hun gik helt sine egne veje. Nå men et dårligt slip til farfar, også var det blevet min tur. Jeg tænkte, nu skal jeg vise dem, med Englehunden som så sent som i efteråret blev nr. 2 til DM i en alder af 9 år. Enzo var dog ikke helt af samme overbevisning og noget kunnet tyde på, at han havde lagt høreapparaterne derhjemme. Faktisk skulle man tro han var i samme situation som Quiet, fordi han gik hvert fald lige så meget sine egne veje, og det var ikke noget, der imponerede nogen som helst, måske med undtagelse af farten, for stærkt gik det, mens han tågede ustruktureret rundt. I andet slip blev farfar og jeg enige om, at vi måske skulle samarbejde om at føre Quiet, det var en god beslutning, fordi hun gik MEGET bedre, og vi fik stor ros. Enzo derimod fortsatte hans skamfulde stil i andet slip. I tredje slip gik jeg alene med Quiet, det kan blive hårdt for en 81-årig at gå så langt på en dag, som farfar sagde: ”Jeg bliver bare lige tilbage og fortæller dommeren, hvor dygtige i er”. Efter slippet tænkte jeg, at det havde slet ikke nødvendigt for farfar at fortælle dommeren, for det var det bedste slip, vi længe havde haft, og hvis jeg selv skal sige det dagens bedste, hvilket dommerens kritik senere på dagen også tydede på. Enzo valgte også at tage sig sammen i sidste slip, og viste hvad det var han kunne.

Dagen på marken var slut, og da vi kom hjem, var der forberedt det lækreste frokost. Det var tydeligt at mærke på opvartningen, at dette var en prøve lidt ud over det sædvanlige. Der blev ikke uddelt nogle præmier på dagen i og med, at der ikke var så mange fugle at komme efter. Men det gjorde ikke noget, dagen var alligevel helt igennem fænomenal, og det var fantastisk at få lov til at føre den gamle tradition videre, jeg håber, at jeg kan være med til at holde liv i den mange år endnu.

Mange tak fordi i havde lyst til at læse med både i dag og i sidste uge. Kan i alle have en rigtig dejlig weekend.

Læs også: Spejlbillede i hundekurven