Privatfoto

Glædelig jul til alle HUNDEN.DKs læsere. Jeg håber, I alle har nydt den i selskab med venner og familie. Det er i dag blevet min tur til at fortælle jer lidt om min hverdag som hundetosse og ejer af kennel Gyvellund. 2018 lakker mod enden, og det er tid til, at kigge tilbage på året der gik.

Foråret bød på en længe ventet marksæson, Quiet og Jasper, to af kennelens yngre hunde var nu blevet gamle nok til for alvor at begynde træningen på marken. I denne disciplin handler det om, at de stående hunde, som de ruhårede hønsehunde jo er, skal benytte deres medfødte evne til at tage stand for fugle, som de møder på marken. Hvilket vil sige, de nærmest stivner og ”peger” ud for føreren, hvor fuglene gemmer sig. Men for at finde frem til fuglene, er hundene nød til at søge hele marken af. Derfor arbejdes der hårdt for at lære dem at gå i et velanlagt søg. Men foråret var ikke nemt, kulden var hård ved både fugle og hunde. Poterne fik hurtigt skrammer, og der var mange ophold i træningen. Derfor blev det ikke til så meget som ønsket. Quiet, som på nuværende tidspunkt er den af kennelens hunde, jeg har mit primære fokus på, sluttede dog alligevel sæsonen med en lille præmiering. Faktisk var det min første markprøvepræmering, da Quiet er den første hund, som jeg for alvor har dyrket denne disciplin sammen med.

Sommeren bød på masser af apporterings træning, sådan at hundene kunne blive klar til de brugsprøver, som kræves for dem, men selvfølgelig også til efterårets jagter. Vi trænede både på land og vand og med forskellige typer vildt. Prøverne gik langt fra som ønsket, og flere forskellige problemer opstod undervejs og desværre også flere førerfejl. Men sådan er det, det er ikke altid lige nemt at træne hund, og jeg havde da også mange bekymringer om de problemer, som prøverne havde vist mig, ville de mon blive mulige at træne sig ud af? Disse bekymringer har jagtsæsonen heldigvis gjort til skamme. Efter at vi for alvor er kommet i gang her, og hundene har fået lov at slå sig lidt mere løs, og vise hvad de egentlig kan, har det nærmest ikke været muligt, at se skyggen af de problemer der engang var. Siden 1. oktober har det med lidt held blevet til ca. en jagt om ugen. Hver eneste gang kan man se, hvordan de mange timers træning betaler sig, men også hvordan hundene selv udvikler sig fra gang til gang, det er helt fantastisk.

Læs også: Blog: De vigtige pauser

Udstillingsmæssigt har 2018 været et år, hvor jeg har fokuseret primært på kennelens egne hunde. Jeg plejer at udstille for andre, og normalt har jeg haft en 5-6 hunde at udstille pr. gang, og jeg nyder det. Generelt elsker jeg at være i en udstillingsring, og jo flere gange man så kan få lov des bedre, og så bliver det hele også lidt mere spændende, når der er run på. I år har jeg dog måttet prioritere, da flere af kennelens egne hunde har været klar til for alvor at konkurrere her. På de fleste af udstillingerne har resultaterne været over alt forventning. Selvom jeg er utrolig taknemmelig for dem der i årenes løb er sprunget til og har fremvist mine egne hunde, når jeg har haft travlt, så har det nu været meget rart selv at stå der med hundene, når heldet har været med os. Ligeledes har kennelen haft både en hvalp og en baby, som skulle have deres debut i udstillingsringen. Det er altid sjovt at se med de helt små, hvordan de agerer her. Darya og Norma, som de to små hedder, opførte sig dog begge eksemplarisk til trods for minimal træning, og det lader til, at de nyder “spotlightet”.

Mange tak for det år som er gået i hundens tegn. Bilen er nu pakket med hunde og udstyr, og vi vil drage på endnu en jagt. Må I alle komme godt og sikkert ind i det nye år, og husk at passe godt på jeres firbenede venner.