Privatfoto

Min farfar ringede i går, jeg har ikke set ham længe i forhold til, hvad vi plejer. Som han selv sagde det, så ville han bare høre, ”om jeg stadig var i live.” Jeg fortalte den gamle herre på 81, at ja det var jeg, men som sædvanlig havde jeg haft meget travlt. I en times tid talte vi frem og tilbage om løst og fast. Slutteligt spurgte han mig, om det ikke snart var tid til, at vi skulle ud til vores sted igen. Vores sted, det er en væsentlig faktor i beskrivelsen af mit sted, for det er ikke blot mit, det er vores. Uden min farfar havde stedet nemlig aldrig haft samme betydning for mig, og når jeg vender tilbage til stedet og husker tilbage, er der kun få minder, som ikke involverer ham.

Mit liv har været og er til tider meget turbulent, og når jeg har brug for ro, plads og tid til at tænke, så tager jeg til mit sted, her kan jeg være helt mig selv, og der er ingen, som forstyrrer mig. Mit sted, som min farfar har været med til at gøre helt unikt, er skoven, og særligt er det en lang gåtur igennem den med mine hunde, som vækker de mange minder. Allerede som barn da min farfar tog mig med, kunne jeg mærke, at skoven og naturen havde en stor plads i mit hjerte. Når vi gik tur i skoven, lærte han mig alt om naturens mange dyr og om de forskellige planter og træer, og med os var selvfølgelig altid hundene. Hunde er vores fælles interesse, og med dem er vores bånd altid blevet stærkere. I skoven lærte han mig derfor mange forskellige tips og tricks, til hvordan hundene skulle trænes, og præcis hvorfor de forskellige discipliner var så vigtige for vores jagthunde, og hvordan han sørgede for, at hans hunde altid var en tand bedre end alle de andres. Min farfar trænede nemlig jagthunde på eliteniveau og deltog i mange prøver og stævner, hvilket jeg også gør den dag i dag. Det er min store passion og fylder utroligt meget i mit liv. Men det giver mig også mange kvaler, da jeg ofte frygter at skuffe min utroligt dygtige farfar og ikke leve op til den arv, som han har givet videre til mig. Det er et stort pres, da alle har en overbevisning, om at jeg er lige så dygtig som ham, og mine mindste fejl vil derfor uden tvivl blive opdaget.

PrivatfotoAt skulle balancere dette ved siden af gymnasielivet og arbejdet og stadig have tid til familie kan være stressende, og når jeg føler at det kan være svært at rumme det hele, så tager jeg ud i skoven. Her er der fuldkommen ro og ingen stress, men alligevel føler jeg mig ikke alene, for jer er ikke alene, minderne er med mig. Mine minder fra de gode tider med min farfar, når vi har trænet og i fællesskab arbejdet med vores hunde. De vil altid vække noget særligt, og når livet har været svært, og man kan savne de tider, hvor alting var mere bekymringsløst, så har jeg netop søgt trøst i naturen.

Læs også: Når en drøm ændres

For her kan jeg finde stabilitet, varme og glæde, fordi det netop er sådan, som jeg husker de mange ture i skoven fra min barndom. På den måde kan jeg altid vende tilbage og tænke ved mig selv, at er alt ved det gode gamle, præcis som jeg husker det. Men egentlig er det forunderligt, at det er sådan jeg opfatter skoven og naturen i det hele taget. At den kan give mig følelsen af stabilitet og virke som noget konstant og uforanderligt samtidig med at være noget at det, som vi alle godt ved forandrer sig allermest. For naturen er jo netop hele tiden i forandring, først har vi vinter, så kommer foråret, derefter sommeren og til sidst efteråret, og sådan fortsætter det igen og igen. Naturen er en perfekt repræsentation af de fire årstider og dermed et tydeligt billede på forandring, men alligevel også et billede af noget konstant. For vi kan altid regne med at vinteren kommer, og det hele vil virke en smule mørkt og koldt, men på den anden side kan vi også altid regne med, at sommeren nok skal komme igen og bringe os varme og glæde. Det samme gør sig også gældende for placeringen. Der findes hundredevis af skove rundt omkring i Danmark, og når jeg tænker tilbage på de mange ture med min farfar, så er der ikke en bestemt, der skiller sig ud. Det er lige netop det, der igen gør den stabil og konstant for mig, fordi det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvilken skov jeg befinder mig i, det er stadig de samme følelser, der bliver vækket i mig, når jeg går her med mine hunde, om det er en varm sommerdag eller en kold tur i decembersneen. 

Så jeg sluttede samtalen med min farfar med at love ham, at ja vi skulle snart til vores sted igen, og jeg skulle nok komme og hente ham, præcis som han tog mig med, da jeg var barn.