Privatfoto

”Uopfordrede råd er livets junkmail”, sagde Bernard Williams engang. De fleste af os bryder os vel egentlig ikke om uopfordrede gode råd om vores hunde - eller om andre ting. Men hvorfor er mange så glade for at give andre hundeejere, vi ikke kender, uopfordrede gode råd? Gør vi det for at komme i snak og være venlige eller for at være bedrevidende og belærende - eller? Og hvorfor er disse råd faktisk sjældent så gode? 

Kender du situationen?: Du deler måske et foto på Facebook af din hund, som er glad og gnaver et ben. Ofte begynder de ”gode råd” at tikke ind: ”Husk at ben skal være rå”, ”Nu giver du vel ikke svineknogler?”, ”Pas på det er farligt med kødben” osv. osv. Uden at du nogensinde bad om råd til hunde og kødben. Eller måske du selv er hurtig på tasterne eller med kommentarerne, når du ser en anden hundeejer gøre noget med sin hund, som du ikke er enig i? Eller skulle man lige give et par råd til den nybagte hvalpeejer i hundeskoven?

Min egen tommelfingerregel er, at jeg forsøger kun at give gode råd til folk i tre situationer: Når jeg bliver spurgt, når jeg er ansvarlig for andre (fx ifm. træning) eller hvis mit dyrlægeløfte kræver det (fx en hund der udsættes for overlast). Og nå ja, så her på min blog og andre sociale medier, hvor folk kan læse med, hvis de vil og følge mine råd helt eller delvist - eller lade være. Selvfølgelig kan situationen også være anderledes, med folk i min nære bekendtskabskreds, hvor vi kender hinanden godt.

Læs også: Når en drøm ændres

Men hvorfor ikke give gode råd i andre situationer? Som dyrlæge og hundetræner har jeg masser af erfaringer at dele ud af. Jeg bliver ofte spurgt: “hvorfor sagde du ikke noget til den person eller fortalte, hvordan de skulle gøre”? Ja, lad mig fortælle hvorfor. 

Først og fremmest kender vi sjældent baggrunden og de forudsætninger, der ligger bag en anden persons handlinger. Som hundeejere træffer vi nogle valg på vores og vores hunds vegne. Jeg har fx valgt at min hund godt må få kødben. Og ja: jeg ved godt, at der er en lille risiko for, at hun får det galt i halsen, jeg ved godt, at nogle hunde slider deres tænder for meget og mange af de andre argumenter, der kan være for, at en hund ikke skal have kødben – eller skal have en anden slags kødben. Men det er nu engang det valg, jeg har taget, fordi jeg synes, at fordelene ved, at min hund får ben, opvejer de eventuelle risici – og at jeg fx ved, at min hund ikke gnaver så hårdt, at knoglen splintrer, eller hun får ødelagt tænderne. Kan du følge min pointe? – der er altså dels en masse overvejelser ift. fordele og ulemper og dels en masse kendskab til ens egen hund. Hvor ofte har vi dette indblik, før vi sætter ind med ”gode råd”?

Privatfoto

Hvis jeg ser en anden hundeejer, som gør noget, jeg selv synes er uhensigtmæssigt, så ved jeg jo ikke, hvilke valg han/hun har truffet, hvilken historie der ligger bag en given episode, og om der er helt særlige årsager til, at personen gør som han/hun gør. Observerer vi en ukendt hundeejer, så ved vi ikke, hvad der ligger forud for den situation, vi ser. Og hvordan kan man så kunne give et godt råd? Særligt indenfor fx adfærdsproblemer kan problemstillingerne bagved, en på overfladen ens adfærd, være utroligt forskellige, og vores “gode råd” kan ende med at gøre mere skade end gavn. 

Læs også: Spejlbillede i hundekurven

Et eksempel indenfor min sport, canicross, er, hvor varmt det må være, for at man kan løbe med sin hund? Dette emne kan man få uendeligt mange råd og meninger om. Men igen: Hvor mange kender netop din hund og jeres forudsætninger? Selvfølgelig kan man søge og dele nogle generelle råd og sund fornuft indenfor rigtig mange emner – men i sidste ende handler de bedste svar på mange spørgsmål om at kende den enkelte hund og ejer godt. Hvorvidt en hund kan løbe i lunt vejr, handler selvfølgelig om generelle ting som race-typiske træk, luftfugtighed, tempo, pauser – men også om rigtig mange andre aspekter: Er din hund tilvænnet til varme, hvor god er dens kondi ift. dit løbetempo, holder I drikkepauser undervejs, er der mulighed for et svalende dyp, løber hunden med eller uden træk, løber du måske med kølevest på hunden – og hvor godt tolererer hunden ellers varme? Så det er et virkelig komplekst spørgsmål, og derfor jeg altid bliver lidt trist, når det besvares med et kort ”hunde skal ikke løbe, når det er over XX grader”. Ligesom med så mange andre spørgsmål ift. hunde og deres træning og sundhed, fortjener det et noget mere nuanceret svar. Vi ved alle sammen, at vores hund er helt unik – så hvorfor vil vi så gerne putte andres hunde ned i ”kasser”, som skærer alle hunde over én kam? – om det så gælder adfærd, længde på løbeture, hundefoder, pinde, legetøj, træningsmetoder – fortsæt selv listen… 

Privatfoto

En anden af mine årsager til at være påpasselig med uopfordrede råd er, at de sjældent opfattes særlig positivt. De er ofte mere et udtryk for giverens behov end modtagerens – og de kan meget let føles som kritik (og er det måske også ofte). Derfor vil det næppe være den bedste vej, hvis man gerne vil påvirke en anden person til at ændre sin holdning eller væremåde. Forstå mig ret: der er ingenting i vejen med at dele erfaringer og viden med hinanden. Tværtimod er det også en hyggelig og vigtig del af at have hund. Men forudsætningerne skal være på plads. Heraf den vigtigste: at vi er enige om, at vi gerne vil have hinandens input. Derudover plejer jeg også at fortælle den anden hundeejer, som har bedt om råd, om jeg blot deler egne erfaringer eller mere generel viden - eller endda videnskab. Med rigtig mange ting har de fleste af os jo mest egne erfaringer at dele ud af, og selvom de også kan være nyttige, skal vi blot huske på, at selvom Molly eller Max får dårlig mave af kødben, så er det jo ikke ensbetydende med, at alle andre hunde har det på samme måde.

En smart kvinde sagde en gang: “Folk der er kloge nok, til at give gode råd, er som regel også kloge nok, til ikke at give dem” (Eden Phillpotts). Så måske vi alle sammen skal huske lidt på dette citat, næste gang vi har travlt med at give andre hundeejere vores gode råd – som faktisk endda kan ende med at være et virkelig dårligt råd for netop dén hund. Og måske i stedet stille nogle uddybende spørgsmål, som dels kan lære os bedre at forstå hinanden – og give basis for et rigtig godt råd – hvis den anden skulle spørge. Eller hvem ved: måske endda selv blive lidt  klogere....

Med det "gode råd" vil Frida og jeg gerne ønske en rigtig god påske til alle...

Privatfoto

Læs også: Jagttræneruddannelse på hundens præmisser