Tips til træning: Bamse-sit

27-03-2020 15:20

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Vi har valgt at udgive sidste års træningstips fra HUNDEN her på hunden.dk. I dag kan du lære bamse-sit, som blev udgivet i bladet i august 2019

Nyheden fortsætter efter annoncen

Bamse-sit er ikke bare sjov og sød at se på, den er faktisk også styrkende for din hunds core. Når hunden skal udføre øvelsen, vil den automatisk få trænet sine mave-, ryg- og lændemuskler.

Trin 1: Få hunden til at sætte sig ned. Det letteste er, hvis du er placeret foran hunden. Om du skal stå eller sidde, er afgjort af hundens størrelse. Før en godbid henover hundens hoved, som illustreret på billedet, og lad hunden strække sig efter godbidden. Beløn hunden, når den strækker sig efter godbidden. Vær opmærksom på, at hunden hele tiden skal have numsen i underlaget. Hvis din hund kan targetøvelse, så kan du også præsentere din targetfinger eller -hånd og lade den strække sig efter den. Klik og beløn, når hunden strækker sig eller rammer din targethånd. For nogle hunde kan det være en god idé at lade dem sidde på et tæppe eller en skridsikker måtte, så de ikke glider på et glat gulv.

Trin 2: Gentag trin 1 et par gange, men så snart hunden har fanget ideen, venter du med at rose og belønne, til hunden har rørt ved din hånd. Hundens forben skal helst være lige ved at løfte sig fra underlaget. Lav endelig samme bevægelse med hånden som før – så hunden genkender det, du beder den om. Hvis din hund har svært ved at holde balancen, kan det være en hjælp for den at sidde placeret mellem dine ben, når I træner øvelsen. Du skal blot være opmærksom på, om din hund er OK med at sidde så tæt på dig, mens den træner. Er din hund ikke tryg ved dette, så er det bedre at have den siddende foran dig, som beskrevet i de første trin. Du kan risikere, at hunden hopper op, eller at den stiller sig på bagbenene. Hvis hunden gør det, så hjælp den tilbage ned i sit og start forfra.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Trin 3: Gentag trin 2 nogle gange, indtil du kan se, at hunden begynder at fange ideen med at strække sig op efter din hånd, som enten har en godbid i eller er præsenteret som target. Du kan godt opleve, at hunden – når den slipper poterne fra gulvet – griber om din hånd med poterne. Oftest er det, fordi hundens balance endnu ikke er udviklet helt endnu, og den blot søger støtte på din arm. Det er helt OK, blot støt hunden lige så stille, og sørg for langsomt at udfase støtten igen. 

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Trin 4: Gentag trin 3, indtil din hund lige så stille selv kan komme op at sidde i bamsepositionen. Det kræver som sagt noget styrke at sidde i positionen, så det er godt at gentage dette trin nogle gange. Så snart din hund rejser sig i positionen, så kan du sætte det verbale signal ”Bamse” på øvelsen.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Trin 5: Herefter handler det blot om at udvide, hvor længe hunden kan sidde i positionen. Du udvider tiden ved at tilbageholde belønningen 1-3 sekunder længere, end du plejer, førend du belønner. På denne måde lærer din hund at blive længere tid i positionen.

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout