Astrid Gerd Holtet
Det er velkendt at hvalpen påvirkes meget af sine omgivelser i den første del af livet. De første uger og måneder er hvalpen særligt følsom overfør nye indtryk, og gode eller dårlige oplevelser i denne tid kan tages med ind i voksenlivet, og have betydning for hundens måde at gå til verden på, når den bliver voksen.
Nyt studie ser på betydningen af opdrætstype
Nyt stort polsk studie, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Applied Animal Behavior Science, har undersøgt betydningen af hvor hvalpene lever de første otte uger af deres liv, og sammenlignet den adfærdsmæssige udvikling hos hvalpe fra stueopdræt og hvalpe opvokset i udendørs hundekennel med mindre menneskelig kontakt.
Studiet undersøgte i alt 264 hvalpe fordelt på 44 kuld fra 21 forskellige opdrættere. Heraf var 160 opdrættet indendørs, mens 104 var opdrættet udenfor. Der var en nogenlunde ligelig fordeling af hanhunde og tæver blandt hvalpene.
Forskerne brugte en standardiseret test til at undersøge hvalpenes temperament ved syv eller otte ugers alderen.
Hvalpe fra stueopdræt havde mindre frygtbaseret adfærd
Forskerne sammenlignede temperamentet hos hvalpene fra stueopdræt og udendørs opdræt, og fandt en væsentlig forskel. Hvalpene der havde levet udenfor med en mere begrænset adgang til mennesker, havde blandt andet en højere tendens til frygtrelateret aggression, og de havde sværere ved at håndtere nye oplevelser.
Varieret beriget miljø hjælper hvalpene
Forskerne bag studiet peger på, at deres resultater understreger vigtigheden af hvalpens omgivelser i de første sensitive uger. De mener at have vist, at stueopdræt kan hjælpe til at gøre hvalpene modige, selvsikre og mindre aggressive, og at denne opdrætstype gør hvalpene bedre rustet til deres nye liv i selskab med mennesker.
KILDE:
Majecka et al. Behavioural outcomes of housing for domestic dog puppies (Canis lupus familiaris). Applied Animal Behavior, november 2019