Slædehunde rammes af klimaforandringer

18-12-2018 08:43

Bjarke Kirkegaard Nielsen

I Grønland mærker man for alvor, at temperaturerne er steget. Mange grønlændere er bange for, at det vil få konsekvenser for deres slædehunde

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hos vores venner højt mod nord, som vi især i denne søde juletid sender mange tanker, er der ingen tvivl om, at klimaforandringerne er virkelige. Faktisk er det hele 92 procent af indbyggerne, der tror på klimaforandringerne, mens blot 2 procent ikke tror på dem. Resten ved det ikke eller har ikke ønsket at svare i det forskningsprojekt, der er lavet af grønlændernes opfattelse og oplevelse af klimaforandringerne.

Samme forskningsprojekt, som er finansieret af Kraks Fond Byforskning og udført af blandt andet Københavns Universitet, KU, Greenland Perspective og Grønlands Universitet, viser, at 80 procent af grønlænderne har oplevet effekten af klimaforandringer på egen krop.

Blandt andet fortælles der om, at fiskere falder igennem isen på steder, som tidligere har været sikre at færdes på, ligesom det i en bygd er blevet umuligt at fragte fiskene over isen til Royal Greenlands fabrik, som man tidligere gjorde.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Men i virkeligheden er det ikke det, der bekymrer grønlænderne mest. For på spørgsmålet om, hvad der bekymrer dem mest i forhold til klimaforandringerne svarer 65 procent, at de er bekymrede for deres slædehunde.

– Forholdet mellem hund og menneske stikker utrolig dybt både kulturelt og praktisk i Grønland. Derfor er mange bekymrede for, hvordan hundene vil klare sig i fremtiden, siger Kelton Ray Minor, der er ph.d. studerende ved KU og forsker ved Kraks Fond Byforskning.

Til sammenligning mener 44 procent, at klimaforandringerne vil skade deres by, 47 procent mener, de vil skade Grønland og 44 procent mener, at de vil skade fremtidige generationer. 5 procent mener til gengæld, at klimaforandringerne vil gavne slædehundene.

Læs mere om projektet her

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout