Astrid Gerd Holtet
Julen vil ikke være det samme uden et flot pyntet juletræ med julekugler, kræmmerhuse og funklende lys. Har du en hund i hjemmet, er der dog nogle ting, du lige bør tænke over, inden du pynter træet.
1) Julehjerter og kræmmerhuse
Fylder du dine kræmmerhuse og julehjerter med slik og chokolade, er det vigtigt, at du hænger dem så højt på træet, at hunden ikke kan nå dem. Det meste juleslik er ikke velegnet til hunde, og noget af det – især chokoladen – kan være decideret giftigt for dem.
Er hunden uden opsyn omkring træet skal du huske på, at selvom du hænger slikket højt, kan hunden sagtens lugte, at det er der. Er hunden nysgerrig, vil den måske forsøge at komme op til slikket, og i sidste ende kan den komme til at vælte træet.
2) Pas på glaskuglerne og de levende lys
Hænger glaskuglerne for lavt, kan hunden let komme til at vælte dem ned, og splintrer de på gulvet, kan den nemt skære sine poter på dem. Nogle hunde kan ligefrem forsøge at tage glaskuglerne i munden, hvilket kan være potentielt livsfarligt. Har du levende lys på træet, kan de også være til fare for hunden, hvis de sættes på de nederste grene.
3) Gavebånd skal ikke spises
Du skal også overveje, hvad du har liggende under træet. Mange hunde synes gavebånd er sjovt at lege med, men det kan være farligt for hunden, hvis den sluger det og får det ned i tarmen. Overvej derfor hvad du lægger under træet, og hvilken slags indpakning du bruger.
Så tænk dig om, når du pynter træet i år - med lidt omtanke kan julen sagtens blive hundevenlig!