Astrid Gerd Holtet
Fedme hos mennesker er i høj grad et livsstilsproblem, hvor manglende motion og dårlige kostvaner er de store syndere. Men det er ikke kun os selv, der påvirkes af vores dårlige vaner. Vores hundes livstil påvirkes også – i sådan en grad, at de risikerer at udvikle de samme problemer som vi gør. Overvægt er et stigende problem hos familiehunde, og for meget fedt på sidebenene kan påvirke hundens sundhed og forkorte dens liv.
Stor spørgeskemaundersøgelse om fedme
For at blive klogere på fedmeproblematikken hos hunde, udsendte hollandske og thailandske forskere et spørgeskema til over 350 hundeejere, der alle havde raske hunde. Hundene i spørgeskemaet var enten normalvægtige, let overvægtige eller meget overvægtige. Forskerne sammenlignede derefter svarene de fik fra de tre grupper.
Holdet fandt blandt andet ud af, at de ejere, der selv havde et negativt forhold til motion, også havde en større sandsynlighed for at have overvægtige hunde. Derudover fandt de også, at ejerene med for tykke hunde, i høj grad følte, at de ikke havde kontrol over hundens fodring og fysiske aktivitet. Ejerne vurderede også at deres hunde havde en dårligere livskvalitet, sammenlignet med de normalvægtige hunde.
Forskerne peger dermed på, at ejerens livsstil formentlig er en væsentlig risikofaktor for fedme hos hunde, idet en inaktiv livsstil også påvirker hunden. Derudover er uvidenhed hos ejeren, og en manglende evne til at håndtere problemet, med til at øge risikoen for at hunden bliver for tyk – meget i lighed med hvad man ser ved fedme hos mennesker. Selvom ejerne i spørgeskemaundersøgelsen opfattede overvægten som et problem, evnede mange af dem ikke at tage hånd om det.
Oplysning og hjælp til vægttab
Skal man fedmeproblemerne hos hunde til livs, peger studiet altså på, at det blandt andet kræver at hundeejere bliver bedre oplyst, så problemerne kan forebygges – og at de får hjælp til at håndtere problemet, hvis det opstår.