Græskar – en sund efterårsgodbid til din hund

01-10-2025 11:00

Karina Green Damsgaard

Efteråret er lig med græskar, og det er ikke kun vi mennesker, der kan nyde godt af de flotte orange frugter. Græskar er nemlig også både sunde og velsmagende for mange hunde – og så kan de bruges til alt fra godbidder til et ekstra boost i madskålen

Copyright Hunden.dk
En lille efterårshund klar til halloween – græskar er ikke kun pynt, men kan også bruges i sunde godbidder til hunde. Foto: Helle Green
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fyldt med fibre og vitaminer

Græskar er rige på fibre, A-vitamin, C-vitamin, kalium og antioxidanter. Det gør dem særligt gode for hundes fordøjelse. En lille skefuld kogt eller bagt græskar kan faktisk hjælpe, hvis hunden har sart mave både ved forstoppelse og tynd mave, fordi fibrene virker stabiliserende på tarmen.

Det er dog vigtigt, at græskaret er rent og tilberedt. Råt græskar kan være svært for hunde at fordøje, og krydret græskartærte er selvsagt et no-go. Vælg almindelige hokkaido- eller butternutgræskar, og undgå dåsegræskar med sukker eller krydderier.

Fakta
Hjemmelavede græskar-godbidder

Ingredienser

  • 200 g kogt eller bagt græskarmos
  • 1 æg
  • Ca. 250 g fuldkornshvedemel (tilpas efter konsistens)

Sådan gør du

  1. Rør græskarmos og æg sammen.
  2. Tilsæt mel lidt ad gangen, til dejen er fast og nem at rulle ud.
  3. Udrul dejen, og udstik små figurer (f.eks. kødben eller hjerter).
  4. Bag ved 175 °C i ca. 20–25 min., til de er faste og let gyldne.
  5. Afkøl og opbevar i en lufttæt dåse i op til en uge eller frys dem.

Tip: Du kan også bruge en lille ske til at lave små “klatter”, hvis du ikke har udstikkere.

Fakta
Græskarpuré som mavevenlig topping

Ingredienser

  • ½ hokkaido- eller butternutgræskar
  • En smule vand til kogning

Sådan gør du

  1. Skær græskaret i mindre stykker, fjern kernerne.
  2. Kog eller bag stykkerne uden salt og krydderier, til de er helt møre.
  3. Blend eller mos til en jævn puré.

Brug 1–2 teskefulde som supplement til hundens måltider (afhængigt af størrelse). Resten kan fryses i små portioner, f.eks. i isterningbakker.

Copyright Hunden.dk
Græskar kan være både hyggelige, dekorative og en lækkerbisken for vores firbenede venner. Foto: Helle Green
Nyheden fortsætter efter annoncen

Husk det vigtigste: alt med måde

Selvom græskar er sundt, skal det gives som et supplement og ikke erstatte hundens almindelige foder. Start med små mængder, og hold øje med, hvordan din hund reagerer. Er du i tvivl, især hvis din hund har allergi eller kronisk sygdom, så spørg altid din dyrlæge først.

Efterårsidé

Vil du forkæle både din hund og din Instagram-profil? Bag nogle græskar-godbidder, skær et sjovt græskarhoved og tag nogle hyggelige efterårsbilleder med din hund som motiv. Det er både sundt, sjovt og fotovenligt!

Copyright Hunden.dk
Med et græskar under poterne er efterårsstemningen sat. Foto: Helle Green

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout