Flere plejefamilier til svigtede dyr

08-05-2018 14:23

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Nye tal fra Dyrenes Beskyttelse viser, at flere og flere vælger at blive frivillig plejefamilie for syr, der har haft det svært

Copyright Hunden.dk
Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I 2014 rådede Dyrenes Beskyttelse over 160 familier, som kunne tage sig af svigtede dyr, der kom ind på et af organisationens internater. I 2017 var det tal steget til 439 familier. Det er altså næsten en tredobling på tre år. Det skriver Dyrenes Beskyttelse på deres hjemmeside.

– Det er en kæmpe hjælp for dyrene, at så mange vælger at være plejefamilie for os. Uden de mange plejefamilier ville vi have svært ved at håndtere de mange dyr på internaterne, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Det er ikke alle, der kan påtage sig opgaven at blive plejefamilie for de dyr, som Dyrenes Beskyttelse får ind. Det skyldes, at det ofte er skadede dyr, som har brug for ekstra meget kærlighed og omsorg. Plejefamilien spiller derfor en vigtig rolle i dyrenes liv.

– Hos plejefamilien lærer dyrene, hvordan det er at være i et hjem med masser af forskellige lyde og oplevelser. De kan danne sig nogle erfaringer, som er utroligt vigtige for deres videre liv, og når de engang skal ud i deres nye hjem, siger Jens Jokumsen.

Copyright Hunden.dk

Plejefamilierne havde tilsammen 2307 dyr i pleje i 2017. En meget stor del af de dyr, der kommer i pleje, og som internaterne finder nye hjem til, er katte eller killinger.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hen over sommeren vokser behovet for plejefamilier, fordi det er dér, killingesæsonen er på sit højeste. Det er flest kattekillinger, der kommer i plejefamilie, da de først kan adopteres af nye ejere, når de er 12 uger gamle.

– Det betyder alt for os, at der er så mange mennesker derude, som er klar til at hjælpe os med plejefamilieopgaven. Vi ved, at de gør et stort stykke arbejde, og uden plejefamilierne ville det være umuligt for os at socialisere og hjælpe så mange dyr, siger Henrik Hertz, internatleder på Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde.

Som Hunden.dk tidligere har beskrevet, har der også været mange hunde hos Dyrenes Beskyttelse i starten af dette år. Her skulle man på få måneder finde plads til hele 113 hunde. Læs mere om den sag her.

 

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout