Bjarke Kirkegaard Nielsen
Nu skal en 42-årig kvinde og en 48-årig mand, der er tiltalt for dyremishandling endelig for retten godt to år efter, deres udmarvede og belortede hunde kom til Dyrenes Beskyttelse.
Det var i 2016 organisationen gjorde det uhyggelige fund i et sommerhus i Nordsjælland. Her fandt de 15 voksne og 10 labradorhvalpe, som manglede mad og vand. Til gengæld havde hundene orm, og deres pels var klistret ind i afføring og tis.
Fire af de voksne hunde blev senere aflivet, da de ikke havde udsigt til et værdigt liv.
En række af anklager
De 10 brune hvalpe, fem tæver og fem hanner, blev født 30. september 2016, men hvalpene fik hverken nok foder eller vand gennem mere end en måned, siger tiltalen.
Andre forhold i tiltalen handler om, at alle hundene blev holdt indelukket på begrænset plads uden tilstrækkelig socialisering med mennesker, uden mulighed for at få opfyldt basale behov som at stille sult og tørst.
Hygiejnen var også groft uforsvarlig, lyder tiltalen. Hundene havde ingen adgang til rene hvilesteder, da der lå afføring, urin og indtørret urin over alt i deres opholdsrum.
Den tiltalte 48-årige mand er også tiltalt for dokumentfalsk, personelfalsk og bedrageri, fordi det 2. februar 2017 lykkedes ham at få udleveret to af de internerede hunde 'Foxy' og 'Ronaldo' fra internatet i Roskilde.
Den 48-årige udgav sig for at være en anden person, der skulle adoptere hundene og viste et sygesikringsbevis tilhørende denne person - og han skrev falsk under på en formidlingskontrakt i personens navn. Politiet fik dog 'Foxy' og 'Ronaldo' hjem igen til internatet.
Parret er også tiltalt efter hundeloven ved ikke at have mærket og registreret 13 af de 15 hunde, hvoraf ingen havde den lovpligtige ansvarsforsikring.
Du kan læse mere om sagen hos Dyrenes Beskyttelse