Pippi boede på internat i mere end et år

22-08-2019 15:07

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Vi har snakket med Dyreværnet om nogle af de hunde, som er svære at komme af med. Her får du historien om PIppi, som endte med at bo hos Dyreværnet i mere end et år

Copyright Hunden.dk
Foto: Dyreværnet
Nyheden fortsætter efter annoncen

29/12-2017 blev en kvinde indlagt på psykiatrisk afdeling. I sit hjem havde hun en hund, som politiet tog og indleverede hos Dyreværnet.  Ejeren var meget syg og Dyreværnet prøvede flere gange at få Pippi overdraget til organisationen, så man kunne finde en ny familie til hende.

På det tidspunkt havde man hos Dyreværnet ikke forventet, at netop denne hund skulle blive hos organisationen i mere end et år, hvilket er meget usædvanligt.   

– Pippi havde ikke tillid til mennesker overhovedet. I starten bed hun ud efter vores personale. Langsomt lukkede hun dog op for enkelte personer. Derfor kunne to af vores dyrepassere endelig få hende med på gåture, som hun elsker, fortæller internatleder Maria Rønde Jakobsen til hunden.dk.

7 -8 måneder inde i forløbet blev Pippis ejer dødeligt syg, og efter cirka et år, fik Dyreværnet overdraget Pippi, da ejeren på ingen måde kunne tage sig af hende længere.

– Så kunne vi endelig sætte alle kræfter ind på at finde den familie Pippi fortjente, lyder det fra Maria Rønde Jakobsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Men det skulle vise sig ikke at være helt let. For at komme ind på livet af Pippi krævede det adskillige besøg, og der var flere interesserede, men de var ikke tålmodige nok.

– Endelig kom Lisbeth – der i forvejen har chihuahuas derhjemme. Hun brugte meget tid på at lære Pippi at kende og besøgte hende igennem en måneds tid. Pippi elsker hende, og hendes historie ender derfor lykkeligt, siger internatlederen, der dog også må indrømme, at det var svært at sige farvel efter så lang tid:

– Man knytter sig rigtig meget – især de fire dyrepassere, som Pippi havde accepteret og som hun nu så som sin familie. Det var en hård dag at sige farvel til hende. Men samtidig en kæmpe glæde at se hende gå med sin nye familie og vide, at hun fået et fantastisk liv fremadrettet.

 

Pippi blev adopteret d. 20/3-2019. Her havde hun været hos Dyreværnet i 1 år og 3 måneder.

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout