Tine Luther
Retten i Helsingør fastslog i dag, at politiassistent Lars Bo Lomholt begik en alvorlig lovovertrædelse, da han iklædt politiuniform fjernede hunden Thor fra det internat, hvor den var anbragt grundet en bidepisode. Hunden stod til aflivning på grund af episoden, men det forhindrede Lars Bo Lomholt ved at hente den i en politibil dagen før den planlagte aflivning. PLANLAGT OG KOORDINERET AKTION Dommer Mikael Friis Rasmussen lagde blandt andet til grund for dommen, at Lars Bo Lomholts aktion var planlagt og koordineret med andre. Desuden gjorde dommeren opmærksom på, at handlingen i første omgang ikke blev foretaget for at gøre opmærksom på en uretfærdig lov – men blot for at få hunden ud af myndighedernes hænder. Det skete ved embedsmisbrug og dokumentfalsk. Forsvareren Karoline Normann anbefalede strafbortfald og påpegede blandt andet, at Lars Bo Lomholts aktion var udtryk for, at der endelig var en politimand med mod til at sige fra. Hun henviste til tamilsagen og kommissionsdomstole, som netop har til opgave at undersøge, hvorfor embedsmænd ikke har sagt fra. Dommeren var ikke enig og idømte Lars Bo Lomholt en betinget fængselsdom på 60 dage. SAGEN ER ANKET Lars Bo Lomholt mener, der har været tale om usaglig sagsbehandling, og at kriterierne for aflivning ikke var opfyldt. Han ankede dommen til Østre Landsret. Mens sagen har kørt, har han været suspenderet fra sit job, som han mister, hvis dommen stadfæstes. Thor er stadig i live og opholder sig på et ukendt sted. Se mere om Thor-sagen via linket under billedet til højre. Kilde: fyens.dk