Bjarke Kirkegaard Nielsen
Dyreværnet sender fra tid til anden solstrålehistorier ud i verden. Vi er ret store fans af disse historier, og her får I lige en af de nyeste.
I starten af året blev Tøsen bragt ind til Dyreværnet. Hun var en niårig labradorblanding, som netop havde mistet sin ejer. Der var ikke nogen familiemedlemmer til at tage over, hvor den afdøde ejer havde sluppet. Derfor kom Tøsen til Dyreværnet.
Under det obligatoriske besøg hos dyrlægen, blev det konstateret, at Tøsen havde en voldsom livmoderbetændelse, som krævede en hasteoperation. En ubehandlet livmoderbetændelse er livstruende. Derfor var tiden en vigtig faktor for Tøsens chance for at overleve.
Tøsen fik fjernet den betændte livmoder, som vejede 2,3 kg. Normalt vejer en livmoder omkring 250 gram. Operationen gik heldigvis over alle forventninger. Tøsen blev hurtigt frisk igen. Nu, hvor hun var blevet fri for sine voldsomme smerter, kunne personalet se, hvor livsglad og kærlig en pige, hun var.
Efter operationen gik Dyerværnet i gang med at finde Tøsens nye familie. Dyrlægerne havde dog fundet let forhøjede nyreværdier hos hende, og derfor gik adoptionspersonalet målrettet efter at finde en kærlig plejefamilie til patienten. En plejefamilie, som hun kunne nyde tiden hos, mens dyrlægerne fortsat kunne udrede hende og prøve at finde frem til, hvad de høje værdier skyldtes.
Missionen lykkedes, for da Birgit og Vagn trådte ind ad døren og erklærede deres kærlighed til Tøsen, og Tøsen gengældte deres begejstring, blev hun sendt med dem hjem på et plejeophold.
Da dyrlægerne en måned senere kunne erklære, at Tøsen nu var endelig klar til adoption, var det med store smil på læben, at Birgit og Vagn kom forbi en sidste gang for at underskrive adoptionspapirerne, hvorefter de for alvor kunne kalde Tøsen for deres.
Du kan læse flere dejlige historier om dyr, der har fundet nyt hjem her