Bjarke Kirkegaard Nielsen
Da ni ællinger blev forældreløse efter deres mor blev ædt af en ræv, tog labradoren Fred over. Den noget specielle plejefamilie opholder sig ved Mountfitchet slottet i Essex i England. Her opdagede medarbejderne de ni forældreløse ællinger vandre alene rundt. Det skriver The Independent.
Medarbejderne blev urolige for, hvad der skulle ske med ællingerne, som i naturen ville være et let bytte for rovdyr af enhver art. Men så trådte Fred til.
Ællingerne er trygge ved den noget større og noget mere firbenede plejefar, da de troligt følger den, når den traver ud i voldgraven for at få en svømmetur.
– Ællinger på den alder vil bare have en mor, og nu har disse altså fået sig en hjemmegående plejefar, siger ejer af slottet, Jeremy Goldsmith.
Det er ikke første gang, Fred har vist sig som den perfekte plejefar. Tidligere har familien på slottet taget et egern til sig, som boede hos dem i et halvt år. Egernet brugte meget af den tid sammen med labradoren Fred.
Se en sød video af hunden og ællingerne herunder