Bjarke Kirkegaard Nielsen
For et par uger siden skulle vi på hunden bruge en kommentar fra dyrlæge Anne Schierup, men det viste sig at være lidt sværere end man umiddelbart skulle tro i denne covidtid.
Når vi nu skal holde al den afstand mellem hinanden, kunne man jo tro, at dyrlægerne på grund af udeblivende patienter, havde masser af tid til at besvare henvendelser fra journalister.
Men virkeligheden er en ganske anden.
For mens de ”normale” patienter måske nok i højere grad holder sig fra venteværelsernes sammensurium af bakterieskyer, så er der sket et boom på en anden front.
Anne Schierup meldte nemlig om ekstrem travlhed på grund af parringer, der ikke kunne klares på almindelig vis.
Hos mange hundeejere, er det nemlig helt normalt at rejse rundt i verden for at finde den rette parringspartner, men eftersom grænserne er lukket ned, er der nu lukket for den mulighed. Derfor bliver sæden sendt rundt i verden for at omgå dette problem.
Nu viser det sig så, at det heller ikke er helt uproblematisk at sende sæd ud i verden. For det kræver jo, at diverse kurerfirmaer kan levere til tiden, og det har flere problemer med.
Det kan man læse i et opslag fra Dyrlægegruppen Frijsenborg, hvorfra man pt. anbefaler frostsæd, da kurerfirmaerne ikke kan garantere levering til tiden.