Bjarke Kirkegaard Nielsen
Ring 16 styres søndag af den kroatiske dommer Tine Pehar. Med et til tider meget autoritært udtryk spankulerer han rundt i ringen, men man skal ikke lade sig snyde af det kroatiske ydre. For lige så skarp Tino kan se ud, lige så humoristisk er han også i sine bedømmelser. Det kan man blandt andet opleve i ring 16 søndag.
En af racerne, der skulle tidligt i ringen, var de irske settere, som er en ekstrem smuk race, især når den løber rundt i ringen.
Tino Pehar er også en dommer, der er glad for at se hundene løbe. Og da han havde sendt en lettere forpustet deltager rundt i ringen flere gange, sagde han til sidst, at han gerne ville se hende løbe mere.
Blikket i handlerens øjne var opgivende og nærmest panisk, indtil hun blev forsikret om, at han bare lavede sjov.
– Han synes bare, din hund løb så flot, at han havde lyst til at se den løbe igen og igen, lød det fra en ringpersonalet.
Lidt senere var det dalmatinernes tur, og den første hund i ringen var en lille baby. Den blev ført elegant rundt i ringen, og de tog opstilling foran Tino Pehar.
– Åh nej nej nej, lød det hovedrystende fra dommeren på smukt klingende engelsk med en snert kroatisk.
– Var det ikke godt, spurgte den nervøse ejer på engelsk.
– Nej der er en kæmpestor fejl, fortsatte Tino
– Åh, udbrød ejeren uforstående.
– Fejlen er, at hunden er din og ikke min for hold da op, hvor er den smuk, udbrød Tino Pehar til stor og lettet latter fra hundeejeren.
Videre hos dalmatinerne stod et ægtepar til sidst med begge hunde, der kunne vinde bedst i racen. Tino var dog ikke helt tilfreds med mandens måde at løbe med den ene hund på, hvorfor Tino sendte konen rundt med begge hunde på skift.
Derfor endte han også med at give begge rosetter til den storsvedende kone, hvorefter han tilbød hende en flaske vand.
Så nok er meningerne om dommerne delte ligesom i enhver anden sportsgren. Men heldigvis er der rigtig mange af dem, der som Tino, bruger humor i bedømmelsen og ikke kan holde deres kærlighed til hundene tilbage.