BLOG: Sallys historie -del 2 - Sallys ben reddet fra amputation

30-05-2023 09:42

Vivian Birlie

Resumé: Sally på ca. 8 år var, før jeg fik hende, udsat for et traume med brud på lårben og knæ. Hun gik lidt skævt, da det ene bagben var 7 cm. kortere end det andet. For ca. 3 år siden begyndte hun at gå på 3 ben, og kiropraktik, akupunktur og massage hos dyrlæger hjalp intet. Hun blev scannet og røntgenfotograferet. Hendes billeder blev vurderet af kompetente dyrlæger rundt om på kongresser, og der var enighed om, at benet ikke kunne reddes. Så startede jeg intensiv zoneterapi på Sally, og 2 dage før amputationen kunne jeg aflyse den. Sally var kommet på 4 ben igen. Hun fik fortsat zoneterapi, og havde det godt

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

Del 2:

Men en dag for et par måneder siden løb hun af sted på stranden, og jeg så ikke hvad der skete. Men det var tydeligt, at hun derefter havde problemer med benene. Hun gik dog ikke på 3 ben, men fx havde hun rigtig svært ved at rejse sig fra liggende stilling, og i siddende trak hun det dårlige ben ind under sig på midten. Jeg gik selvfølgelig i gang med at give intensiv zoneterapi igen, men det forandrede ikke situationen – der måtte ske noget ekstra.

Derfor gik jeg til Dogtimize ved Zita Birlie. Hun er dyrlæge, kiropraktor og CCRT (certified canine rehabilitation therapist) med særlig interesse i sportsmedicin/sportsskader. Hun udredte Sally, og forklarede:

- Når det ene ben er 7 cm kortere end det andet, kan man ikke undgå kompensationer som typisk starter i modsatte bagben, bevæger sig frem til forbenene og i sidste ende påvirker hele ryggen. Et 7 cm kortere ben vil også medføre, at Sally naturligt kan ende med at fravælge brugen af dette ben, da det simpelthen er kortere og i værste fald, kan man risikere, at hun helt stopper med at bruge det. Derfor var første mål for behandlingen at få løsnet op i kompensationsspændingerne i hele kroppen.

Copyright Hunden.dk
Her giver Zita Sally kiropraktisk behandling. Med det dårlige venstre knæ og lårben, så påvirker det selvfølgelig resten af kroppen. Når Sally aflaster sit dårlige ben, vil hun automatisk belaste de resterende 3 ben og dele af ryggen. Derfor er det også vigtigt at tage hånd om kompensationerne for at mindske risikoen for at udvikle flere problemer.

- Derudover har Sally udviklet svære gigtforandringer i sit knæ grundet det tidligere traume. Ved gigtforandringer vil man oftest se en nedsat ledbevægelighed, og i Sallys tilfælde betød det, at hun ikke kunne bøje knæet optimalt – faktisk langt fra. Når man ikke kan bøje sit knæ, er det fuldstændig umuligt at indtage en korrekt sit eller dæk position, og igen vil hunden begynde at kompensere, når den eksempelvis skal rejse sig fra en position til en anden. Her havde Sally mistet sit fraskub fra bagbenene og endte med at trække sig op i ståposition ved brug af forbenene. Næste mål var altså at øge bøjeligheden af knæet. Dette gøres bedst med fysioterapeutiske behandlingsteknikker, som kan mindske irritationen i leddet. Den øgede bevægelighed skal straks bruges, og derfor igangsættes flere øvelser. Ellers går det nemlig tilbage til som det altid har været.

Copyright Hunden.dk
Zita måler her Sallys knæbøjning: - Måling af et kompromitteret leds bøje-strækkeevne kan være en god indikator for om ens behandlingsplan virker. Ved første besøg kunne Sallys venstre knæ bøje 85 grader. De fleste hunde kan normalvis bøje knæet 30-40 grader, så der var tale om en væsentlig funktionsnedsættelse. Efter 4 ugers intensiv behandling og øvelser kan Sally nu bøje knæet 65 grader, så vi er altså på rette vej med vores behandlingsplan, fortæller Zita

- Det sidste mål, vi arbejder på, at er genopbygge styrke: både i det skadede ben, men også det modsatte ben, som har været under hårdt pres længe og selve coremuskulaturen, som for de fleste hunde ikke er stærk nok. Med øget styrke, bedre ledbevægelighed og færre kompensationsmønstre vil Sally på lang sigt kunne holde smerterne i skak, få et mere normaliseret bevægemønster. Hendes krop vil også være i stand til at holde til de aktiviteter, som indebærer et godt hundeliv for hende.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Zita gik i gang med at behandle hende ugentlig, og jeg fik øvelser til at understøtte hendes behandlinger. Sally måtte også kun luftes kortere ture – og i snor.

Zita gav mig øvelser, jeg skulle lave med Sally. Jeg har plukket et par stykker ud, som jeg tænkte, at du og din hund kunne have glæde af – dog forudsat at din hund ikke har bevægeapparat-problemer, så skal der vejledning til. 

Status pt.: Sally har fået en bedre gang, og hun har ikke længere besvær med at rejse sig og sidder nu mere korrekt.

Hun får stadig behandling af Zita, men nu kun hver 3. uge. Der kommer nye øvelser til samtidig med at de øvelser, vi plejer at lave, nu kan sættes op i gentagelser og sværhedsgrad, fordi Sally allerede har fået det så meget bedre og er blevet så meget stærkere. Og vi er nu oppe på at kunne gå 3 ture om dagen á 40 minutters varighed – dog stadig i snor.

Jeg er ikke i tvivl om, at det der først og fremmest har gjort udslaget for Sallys fremgang, er at Zita på baggrund af sin udredning af Sally, har kunnet udvælge de øvelser, der helt præcist kunne hjælpe hende. Så vi kommer til at skulle træne øvelser resten af livet, og det gør ikke spor for udover at det hjælper Sally, så er hun så glad, når vi laver øvelserne – det er virkelig noget hun godt kan lide! 

Sally får naturligvis stadig zoneterapi, og her får du et par punkter, der er gode for gigt, og som jeg derfor behandler særligt omhyggeligt på Sally.

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout