Camille Marie Saugmann Ørbæk
Så er det tid til et blogindlæg fra mig. Siden sidste indlæg er der ikke sket meget. Ingen udstillinger, kun træning. Ikke det helt store. Men lige om hjørnet ligger Roskilde udstillingen. Faktisk samme dag som dette blogindlæg bliver lagt op, er første dag på Roskilde udstillingen 2019. Men jeg er dog i gang med at skrive dette indlæg allerede en uge før, så jeg ikke sidder med det i sidste sekund og stresser over blogindlægget og hvordan det er gået og kommer til at gå på udstillingen. Jeg glæder mig altid til udstilling, og ser meget frem til et par gode dage sammen med hunde og en masse dejlige mennesker. Det kan kun blive godt.
I år er min sidste sæson som juniorhandler. Eller faktisk har jeg lige Fredericia udstillingen i 2020, som jeg kan deltage i, men denne sæson er min sidste fulde. Dette er selvfølgelig er meget trist, men det skal jo ske på et eller andet tidspunkt. Det er en smule surrealistisk, at jeg nu har brugt omkring 6-7 år på juniorhandling, men at det snart slutter og jeg aldrig nogensinde mere kommer til at deltage i en juniorhandler konkurrence. Siden jeg var omkring de 11-12 år, har min fritid været fyldt med juniorhandling, og specielt de sidste 2-3 år har været prop fyldt med juniorhandling, så det bliver underligt at give slip på. Dog har jeg fået en masse gode minder med mig, som jeg aldrig vil glemme, og jeg er evigt taknemlig for. Samtidig har jeg mødt en masse fantastiske mennesker og fået en masse nye venner gennem juniorhandling, hvilket jeg også er så glad og taknemlig for. Men heldigvis har jeg stadig lige denne sæson som juniorhandler tilbage, og den vil jeg helt sikker nyde fuldt ud. Det er der ingen tvivl om.
Men netop fordi at det er min sidste sæson som juniorhandler, så kan jeg godt komme til at tænke over at jeg skal skrabe en masse point sammen og vinde. Det er jo ikke tanker, som sidder i mig hele tiden, men de dukker tit op lige inden jeg skal ind i ringen, og gøre mit bedste. Jeg kommer altså til at lægge et stort pres på mig selv, som jeg faktisk slet ikke behøver. Jeg tror tit, at folk har en tendens til at lægge et stort pres på sig selv. Hvilket selvfølgelig ikke er godt, men alligevel tror jeg at det giver en kampgejst. Det gør det i hvert fald for mig, dog ikke i den grad at jeg bliver sur eller ked af det hvis ikke jeg bliver placeret. Men derimod bliver jeg bare mere klar og spændt på konkurrencen, og jeg vil dermed også gøre mit bedste. Heldigvis har jeg mange dejlige mennesker, som fortæller mig, at jeg bare skal nyde min sidste tid som juniorhandler fuldt ud og som støtter mig uanset om jeg bliver placeret eller ej.
Jeg ser frem til min sidste sæson som juniorhandler, men glæder mig også til at kunne se med fra sidelinjen og heppe på alle de dygtige juniorhandler. Det bliver sjovt at se det hele udefra. Jeg er jo vant til at se det hele indefra ringen. Så at kunne side og heppe på alle de andre, bliver helt klart sjovt.
Men som sagt har jeg heldigvis en sæson tilbage, som jeg vil nyde fuldt ud og hvor jeg bare vil gøre det bedst, jeg kan. Jeg kan dog stadig udstille i race-ringen, så helt slut med udstilling er jeg ikke. Heldigvis.
