Astrid Gerd Holtet
Ikke alle hunde er så heldige, at de bliver hos den samme familie hele deres liv. Nogle bliver opgivet og ender på internater – og for nogle betyder det at de ikke har helt så meget kontakt med mennesker, som da de var en del af en familie, på trods af det store arbejde der lægges ude på internaterne.
Hunde der lever på internater har stor gavn af menneskelig kontakt i deres dagligdag, det har tidligere studier vist, og flere internater lader frivillige besøge hunde, og gå tur med dem, for at øge hundenes livskvalitet – men hvor meget skal der til før den menneskelig kontakt har en positiv effekt på hundene? Det spørgsmål har et amerikansk forskerhold forsøgt at svare på, og undersøgte i den forbindelse om korte femten minutters sessioner med en ukendt frivillig, overhovedet havde en effekt på hundene.
Gruppen undersøgte 55 internathunde, der hver blev placeret i et rum med en ukendt frivillig person. Personen var instruereret i at agere roligt og snakke i et roligt og venligt toneleje til hunden. Under sessionen målte forskerne blandt andet hundenes puls, og optog videoer af deres adfærd, så de efterfølgende kunne analyseres.
Forskergruppens resultater viste at hundenes puls faldt i løbet af den tid, den havde kontakt med den frivillige, og de viste tydelige tegn på afslappethed og velvære.
Ud fra undersøgelsen mener forskerne at kunne vise, at selv kortvarig kontakt – også med en helt fremmed – kan have en positiv effekt på internathundenes livskvalitet, og dermed understeger resultatet vigtigheden af det arbejde, som de mange frivillige rundt omkring på internater udfører.
