Astrid Holtet
Det menes at hundens domesticering er sket så tidligt som for 14.000 år siden, men forklaring på hvordan og hvorfor er der fortsat ikke enighed om. Et dansk-engelsk studie, bidrager nu med ny viden, der kan hjælpe til forståelsen af de tidligste hundes betydning for hvordan mennesker levede, og hvordan hunden bevægede sig væk fra sin vilde forfar og blev til en værdsat samarbejdspartner.
Dyreknogler gør os klogere på hvordan hundene levede
Arkæologer fra Københavns Universitet og University College London, er i en udgravning i Mellemøsten stødt på fund, der peger på at hunde har været brugt til jagt tidligere i historien, end man hidtil har antaget. De har netop udgivet deres fund i det videnskabelige tidsskrift Journal of Anthropological Archaeology.
I en undersøgelse af dyreknogler fra en 11.500 år gammel boplads, i det område vi nu betegner som det nordøstlige Jordan, har arkæologerne fundet tegn på at hunde levede og spiste helt tæt på menneskene i området. Det tyder altså på at hunde allerede på dette tidspunkt var en integreret del af samfundet, og ikke blot halvvilde dyr, der levede af affald på kanten af datidens bopladser, som andre teorier om hundens domesticering foreslår.
Tegn på tidlig brug af hunde i jagten
Ud over at finde tegn på en tæt sameksistens mellem hunde og mennesker, fandt arkæologerne også, at der med hundens tilstedeværelse fulgte en markant stigning i mængden af knogler fra harer i fundene fra området – hvilket arkæologerne mener tyder på en ændring i, hvilke dyr datidens mennesker jagtede, formentlig som følge af, at man begyndte at bruge hundene i jagten.
Fundene fra Jordan tyder dermed på at hunde allerede på dette tidspunkt levede og arbejdede tæt sammen med mennesker, og dermed kan fundene være en vigtig brik i forståelsen af, hvordan hunden kom til at være det den er i dag.
