Bjarke Kirkegaard Nielsen
På trods af hjemmebanefordelen og et til lejligheden fremskaffet dansk sommervejr med byger, lyn og torden, lykkedes det ikke for danskerne at erobre den øverste skammel ved de Nordiske Mesterskaber i agility, der blev holdt i Aarhus i weekenden.
Til gengæld lykkedes det tre gange at erobre sølvmedaljerne. I den individuelle afdeling for store hunde løb Dennis Olsen med sølvet, og i holdkonkurrencerne blev det både til sølv til holdet med mellem hunde og holdet med store hunde.
Vejret gjorde det svært for deltagerne at gennemføre de udfordrende baner, som dommerne Hans Peter Dinesen og italienske Vitterio Papavero stod bag.
Lørdag blev konkurrencerne forsinkede, da der flere gange blev kaldt til pause grundet for voldsomt vejr. Søndag var vejret noget bedre, dog blæste det lidt mere, hvilket betød, at vippen og muren måtte udgå af konkurrencen, da muren væltede, når et af de større vindpust kom, og vippen vippede op, så hundene ikke kunne få en opgang til den.
Men selvom vejret gjorde sit til at drille hunde og mennesker, blev det til et flot mesterskab i Aarhus, og du kan læse meget mere om det i HUNDEN til september.