Bjarke Kirkegaard Nielsen
Juniorhandling er ikke bare juniorhandling. Det måtte Camille Marie Saugmann Ørbæk indse, da hun lørdag deltog i konkurrencen ved MyDOG i Gøteborg.
Som sædvanlig stillede hun op med en samojedhund og en heppende Gitte Morell på sidelinjen. Hun udviste den sædvanlige sikkerhed i sin handling, ligesom hun havde overskud til at smile til og pjatte med hunden. Men netop overskuddet var det, der endte med at afholde hende fra at komme blandt de fire bedste.
- Jeg kunne mærke på hende, at hun var mere nervøs, end hun plejer at være. Efter konkurrencen roste dommeren hende, men sagde også, at hun glemte at kigge på dommeren. Det er noget, som Camille plejer at være god til, men nerverne spillede hende tydeligvis ind i dag, fortæller Gitte Morell.
Selve konkurrencen foregik på en noget anden måde end i Danmark. Den store flotte finalering var udskiftet med en noget mere beskeden ring 27, og det var noget, Camille kunne mærke.
- Der var ikke så meget plads, som jeg er vant til, og det havde jeg lidt svært ved at vænne mig til, lyder det fra Camille Marie Saugmann Ørbæk.
I Danmark går de bedste fire i den unge og de fire bedste i den ældre kategori videre til finalen, hvor de møder hinanden. På MyDOG bliver der fundet en vinder af den unge kategori og en vinder i den ældre kategori. De to møder så hinanden i finalen i Store Ring senere på dagen.
Da der var ti deltagere i den ældre kategori, var der meget lidt plads i ringen. Derfor blev feltet delt i to grupper, hvilket passede Camille godt.
- Det var rart, at vi ikke var så mange inde på en gang, og man kunne også bare gå ud af ringen, når man havde været forbi dommeren. Det kunne jeg godt lide, fortæller hun.
Selvom den unge juniorhandler må være ved at være vant til at vinde, var hun ikke skuffet over ikke at gå videre til finalen.
- Nej slet ikke. Det var en sjov oplevelse, og så tager jeg dem bare i morgen, fastslår hun selvsikkert.
Herunder kan du se et lille galleri af Camilles tur i ringen