Bjarke Kirkegaard Nielsen
Titusindvis af firbenede væsner med store hundeøjne fik i 2020 et nyt hjem. Coronakrisen fik nemlig danskernes interesse i at få hund til at eksplodere, og fra 2019 til 2020 steg antallet af nyregistrerede hunde i Danmark med 10 procent.
Men corona-restriktionerne fortsætter, og de ny hundeejere må kigge langt efter en plads på hundeskolerne, hvor holdene er blevet mindre. Derfor kan det være svært for hundeejerne at blive helt kloge på, hvordan man bedst får en glad og tryg hund, der trives i sit nye hjem og i verden generelt. Og derfor deler TrygFonden Besøgshunde nu ud af deres viden i en pressemeddelelse.
– En god familiehund er en glad og tryg hund, der er tryg ved at møde verden og nye mennesker og som forstår de mest basale lydighedskommandoer. Det er jo også det, der kendetegner en god besøgshund. Derfor vil vi gerne hjælpe de nye hundeejere, mens de venter på en plads på hundeskolerne. Det gør vi ved at dele ud af vores hundeviden, fx på vores hjemmeside. For det kræver en indsats at få en god familie- og besøgshund, og det betyder træning og opdragelse fra dag et, siger Galina K. W. Plesner, projektchef i TrygFonden Besøgshunde.
På hjemmesiden besøgshunde.dk kan hundeejere finde foldere og viden om besøgshunde og om hunde generelt, deres sprog og om en god og aktiv hverdag med en hund. TrygFonden Besøgshunde har eksisteret siden 2010 og består nu af et korps på knap 800 hunde og deres frivillige ejere, der hvert år besøger ældre og udsatte på landets plejecentre – når coronaen ikke spænder ben.
Vigtigst af alt er, at du som ejer altid selv forsøger at bevare roen. Det vil smitte positivt af på din hund, Irene Jarnved
Lær at forstå hundesprog
Først og fremmest er det vigtigt at tilbringe tid med hunden, for den positive kontakt og gode oplevelser er guld værd. Både derhjemme og på gåture. Det er også vigtigt, at man lader sin hund tage egne valg. Fx ved at lade den bestemme, hvornår den er færdig med at snuse til noget, eller hvor den skal ligge og hvile.
Desuden er det vigtigt, at man sætter tid af til at lære sin hunds signaler at kende. For de fleste hunde er gode til at fortælle deres ejere, hvordan de har det. Men det hjælper kun, hvis ejeren forstår, når hunden taler med både halen, blikket og kroppen. Og som med alle nye sprog: øvelse gør mester.
– Det er nemt for de fleste af os at se, når en hund er meget glad eller modsat meget bange eller aggressiv, mens det kan være sværere at tolke de små nuancer. Men hvis du ved, hvad du skal kigge efter, gør det relationen mellem hund og ejer meget bedre, siger Irene Jarnved, der er TrygFonden Besøgshundes hundeadfærdskonsulent.
Hunde bruger de såkaldt dæmpende signaler til at kommunikere deres hensigter. Det gør de, så snart de møder andre dyr eller mennesker. Nogle af de dæmpende signaler er meget tydelige, fx når hunden snuser til jorden eller logrer i store, bløde bevægelser. Andre signaler er meget små, fx en spænding eller afslapning i hundens ansigt, et lille slik om munden eller en let stivnen i kroppen. Det er vigtigt at lære alle signalerne, så man kan reagere på dem. Hvis hunden fx viser tegn på utryghed, kan man støtte og hjælpe sin hund ved at flytte fokus eller helt fjerne hunden fra en situation, der ellers kunne eskalere.
– Det er vigtigt at understrege, at en bestemt adfærd kan betyde flere ting, afhængigt af hundens øvrige adfærd. Vigtigst af alt er, at du som ejer altid selv forsøger at bevare roen. Det vil smitte positivt af på din hund, siger Irene Jarnved.
Hvis du er en af landets nye hundeejere, er det altså en rigtig god ide at bruge nedlukningen på at lære, hvordan din hund kommunikerer med dig. Og det er vigtigt at få startet op på en god og aktiv hverdag, hvor I lærer at arbejde sammen. Fx gennem små lette øvelser og anden lydighedstræning.