Bjarke Kirkegaard Nielsen
Ungdomsarbejdet blomstrer i den grad i DKK. Tydeligst ses det nok blandt juniorhandlerne, som i den grad er eksploderet i antal. Flere gange i 2019 har vi skrevet, at man nu satte ny rekord i antallet af tilmeldte handlere. Her er Herning ingen undtagelse.
For når årets festlige hundefinale vælter Herning Messecenter, er det med hele 35 juniorhandlere lørdag og 30 søndag.
Lørdag er der 24 i minigruppen og 11 i maxigruppen, mens der søndag er 19 i mini og 11 i maxi.
De mange juniorhandlere har fået DKK til at starte med juniorhandlingen tidligere end normalt, da man allerede går i gang med konkurrencerne klokken 13.30 og ikke klokken 14.00 som normalt.
Den oplysning har fået nogen til at frygte, at flere juniorhandlere vil få et problem med at nå konkurrencen, da deres hund måske kan være i gang i en af raceringene.
– Vi har skrevet i en mail til alle de deltagende juniorhandlere, at vi anbefaler, at man har en "reserve-hund", hvis det måske kan komme til at knibe med ens oprindelige hund. Men den største "komplikation" ligger nok hos mini'erne, da maxi'erne højst sandsynligt først skal på ved 14.15-tiden og derfor har lidt længere tid at løbe på. Men hvis man er i tvivl om man skal beregne med reserve-hund, så estimerer man normalvis med at dommerne bedømmer 15-20 hunde i timen. Og en god idé er at se på dagen hvor mange hunde ens pågældende dommer dømmer i timen og beregne derfra, fortæller Katrine Jeppesen fra DKK’s Ungdomsudvalg.