Cecilie Friis Amstrup
Udstillingsåret nærmer sig sin afslutning, og julens glæder står for døren. Det betyder, at vi inden længe skal fejre de mange flotte DKK-racevindere i hundeverdenen.
I februarnummeret af HUNDEN vil vi endnu engang præsentere en smuk serie af de hunde, der har klaret sig bedst gennem udstillingsåret. For at kunne gøre dette vil vi gerne have så mange vinderhunde som muligt fotograferet i vores professionelle studie til Winter Wonder Show i Herning denne weekend.
På udstillingen i Herning har HUNDEN opstillet professionelt fotostudie, og hvor du kan få taget billede af din DKK-racevinder. Vi ved fra tidligere år, at der ofte er stor travlhed i studiet, så vi anbefaler, at man kommer i god tid. Specielt søndag eftermiddag kan der opstå lange køer, så undgå ventetid ved at besøge studiet allerede lørdag, hvis du der ved, at din hund er blevet årets racevinder.
Hvis din hund ikke er blevet racevinder, kan du naturligvis stadig komme forbi studiet og få taget flotte billeder, som du kan købe med hjem og nyde som et dejligt minde på et godt udstillingsår.
Fotostudiet er placeret i Hal E bag Store Ring, og der vil være bemanding i studiet hele weekenden. Vores fotografer er klar til at tage imod dig og din hund, så vi kan sikre de bedste billeder til racekavalkaden i HUNDEN til februar.