Bjarke Kirkegaard Nielsen
Hornslet. En by i den sydvestlige del af Djursland. Her har en hundeejer netop erfaret, at hendes hund har fået hjertelungeorm. Det skriver blandt andre Randers Amtsavis.
Dorte Bjerregaard bor i Hornslet, og det er hendes otte måneder gamle welsh corgi, der er blevet ramt af den frygtede parasit. Hun fortæller, hvordan hunden Hugo pludselig viste tegn på hjertelungeorm søndag morgen, da påsken var på sit højeste. Først var det appetitten, det gik ud over, men Dorte Bjerregaard slog det lidt hen, da hun mente, at Hugo måske bare var lidt mere interesseret i damer end i mad, eftersom han er blevet kønsmoden.
Alligevel kontaktede hun en dyrelæge, som først behandlede Hugo for en diskusprolaps uden held. Derfor røg Hugo videre til Aarhus Dyrehospital, som konstaterede, at der altså var tale om hjertelungeorm. Hugo blev indlagt på hospitalet, men er nu hjemme igen til hjemmebehandling.
Dorte Bjerregaard opfordrer hundeejere i lokalområdet til at være opmærksomme på deres hund og holde øje med, om den ændrer adfærd.