Bjarke Kirkegaard Nielsen
Det skal være sikkert at gå tur med sin hund. Det kan ingen her vist være uenige i. Men virkeligheden kan være en ganske anden. Det oplevede Kim Nathalie Frederiksen gik tur med hunden Hubert i Rungsted Hegn.
Her fik Hubert fært af noget lækkert og løb derfor lidt væk fra sin ejer. Da Hubert kom tilbage, fremviste han stolt et stykke skinke, han havde fundet.
Kim Nathalie Frederiksen reagerede ikke som Hubert forventede, idet hun stak i et skrig, fordi hun har hørt, om tilfælde med efterladt skinke og lignende med farlige genstande i. Hubert reagerede ved at tabe skinken, og deri kunne Kim Nathalie Frederiksen så se, at der var rullet små søm på 3-5 centimeter ind i skinken. Hun kunne også konstatere, at der lå flere lignende stykker rundt i skovbunden.
Kim Nathalie Frederiksen er chokeret over oplevelsen:
– Det er jo en hundeskov, og vi mennesker, der går der, går i en god tro om, at vi kan lade vores hunde løbe frit rundt. Men i morges, da jeg gik tur med Hubert, valgte jeg istedet at gå en tur i villakvarteret, hvor jeg bor, siger hun til BT.
For cirka to uger siden var der et lignende tilfælde på Bornholm. Her var det Nadja Hertzberg Nielsen, der var ude for at lufte sin hund, Samson, i Østermarie hundeindhegning. Her fandt hun skinker med barberblade i.
Hun reagerede prompte med at melde episoden til politiet.
– Jeg har aldrig oplevet den slags før, men jeg havde hørt om en episode på Fyn, hvor der var fundet piller i noget pålæg. Derfor reagerede jeg, fortæller hun.
Samson nåede heldigvis ikke at sætte tænderne i skinkestykkerne, og de vanvittige episoder har så vidt vi ved endnu ikke givet skader på hunde, men det er vist mere held end forstand.
– Jeg er stadig chokket, men er glad for jeg kom først, da der kom 2 personer med hunde 20 min efter mig og de sagde, at deres hunde ville have spist det med det samme, lyder det fra Nadja Hertzberg Nielsen.
Har du andre eksempler på, at dette er sket, hører vi meget gerne fra dig, ligesom vi opfordrer alle, der oplever dette til at melde det til politiet.