Zarah Harbo
Klokken er 05.00, når vækkeuret ringer.
Mens mange stadig sover, er dagen allerede begyndt hjemme hos mig. Jeg arbejder fuldtid som anlægsgartner i Roskilde Kommune, men en stor del af mit liv handler om noget helt andet, mine tre hunde.
Jeg lever med tre meget forskellige arbejdshunde. Verner, en FT Cocker Spaniel. Marvel, en Labrador/Welsh Springer Spaniel-blanding, og Hunter, en Beauceron. De har hver deres personlighed, behov og arbejdsopgaver, og det kræver både planlægning, tid og engagement at give dem det liv, de fortjener.
For mig er hundene ikke bare kæledyr. De er en livsstil og en del af familien.
Hundene er ikke bare en del af min fritid – de er omdrejningspunktet for næsten alt, hvad jeg laver.
Tre hunde – tre vidt forskellige liv
Verner på 6 år er familiens jagthund. Han elsker arbejdet i marken og skoven, og min kæreste står primært for hans træning. Han deltager også indimellem på sportræning og enkelte Bikejoring-ture sammen med mig, og de andre hunde.
Marvel på 5 år er min trofaste makker til Bikejoring og løb. Og min første hund. Sammen har vi tilbagelagt mange kilometer, og han har været med til at få mig ud ad døren på de dage, hvor sofaen virkede mere fristende. Faktisk var det hele årsagen til, at jeg fik ham i sin tid. Jeg ønskede en hund, der kunne hjælpe mig med at blive mere aktiv og komme op af sofaen – og det må man sige, at han har gjort.
Hunter er familiens yngste hund og min største træningsmæssige udfordring. Vi træner målrettet mod en kåring i Dansk Politihundeforening, og det kræver både tålmodighed, struktur og mange timers arbejde. Der er gode dage, hvor det hele lykkes, og der er dage, hvor jeg tager hjem og tænker, at jeg aldrig lærer det.
Det er ingen hemmelighed, at Beauceronen er en krævende race. Men vi kæmper videre hver eneste dag, og heldigvis har vi langt flere succeser end nederlag.
Men det er netop dét, der gør rejsen spændende.
Marvel og min vej ind i Bikejoring
Jeg husker stadig vores første Bikejoring-løb i Jylland gennem Dansk Trækhundeklub.
Jeg havde sommerfugle i maven hele dagen og rystede nærmest fra start til slut. Rundt omkring stod spændte hunde og gøede, og stemningen var helt speciel. Alle ventede på deres tur, og adrenalinen pumpede.
Da nedtællingen begyndte fra 10, og vi stod klar ved startlinjen, fik jeg et sus i maven, som er umuligt at beskrive. Det er en følelse, man skal opleve for at forstå.
Vi kom igennem løbet, og siden den dag har Bikejoring haft en helt særlig plads i mit hjerte.
Marvel elsker det. Jeg elsker det. Og sammen er vi det bedste team.
Når vi spænder cyklen for og sætter af sted, arbejder vi som én enhed. Det handler om tillid, samarbejde og glæden ved at være aktive sammen.
Konkurrencen er blevet hårdere med årene. Mange af de hunde, vi møder til løb, er såkaldte Euro Hounds, som er avlet specifikt til fart og træk. Marvel kan ikke altid konkurrere med dem på ren hastighed, men det ændrer ikke på vores glæde ved sporten.
Vi har alligevel haft flotte resultater sammen. To andenpladser, en tredjeplads og en samlet 2 plads i cuppen i 2024.
Det er resultater, jeg er utrolig stolt af – især fordi de er opnået sammen med min bedste ven.
Vi er heller ikke færdige med løbene endnu. Bikejoring fylder stadig meget i vores fritid, særligt i vinterhalvåret, hvor vi træner og konkurrerer sammen med gode venner.
Når ambitioner møder virkeligheden
På sociale medier ser man ofte de flotte resultater. Pokalerne, de perfekte billeder og de vellykkede træninger.
Virkeligheden ser ofte anderledes ud.
Der er dage, hvor jeg er træt efter arbejde. Dage hvor vejret er dårligt. Dage hvor hundene ikke præsterer som håbet, eller hvor jeg selv tvivler på, om jeg gør det godt nok.
Jeg tror, mange hundeejere kan genkende følelsen af gerne at ville gøre mere.
Med Hunter har der har været dage, hvor jeg er kørt hjem fra træning frustreret. Dage hvor jeg har tænkt, om jeg gør tingene rigtigt. Om jeg er dygtig nok. Om vi nogensinde når vores mål. Jeg har både grædt og tvivlet på mig selv som hundefører og om jeg overhovedet er dygtig nok til opgaven.
Men med tiden har jeg lært, at det vigtigste ikke er perfekte træningspas hver eneste dag.
Det vigtigste er kontinuitet.
At møde op.
At blive ved.
At tage de små skridt fremad, også når udviklingen føles langsom.
For pludselig kommer dagen, hvor noget lykkes, som tidligere virkede umuligt. Og så husker man, hvorfor man elsker rejsen.
En helt almindelig dag
Mange spørger mig, hvordan jeg får det hele til at hænge sammen.
Sandheden er, at hundene fylder en stor del af min hverdag, og at livet er indrettet efter dem.
Når jeg kommer hjem fra arbejde, bliver hundene luftet som noget af det første. Jeg er så heldig, at jeg har fået lov til at leje en halv hektar jord lige uden for vores hus, som jeg har indhegnet. Her bruger jeg mange timer på både luftning og træning af hundene.
Det gør hverdagen lettere. Især på de dage, hvor energien måske ikke er helt i top, men hvor hundene stadig har behov for at blive aktiveret og få brugt både hoved og krop.
En typisk eftermiddag kan bestå af sporarbejde med Hunter, lydighedstræning, en tur til hundetræning i klubben eller en løbe- eller cykeltur med Marvel. Nogle gange er alle tre hunde med, andre gange får de hver deres aktivitet, fordi deres behov er så forskellige.
Når vi kommer hjem, har min kæreste ofte lavet aftensmad på de travle dage. Hundene får deres mad, vi spiser, slapper af et par timer, og inden sengetid skal hundene selvfølgelig luftes igen.
Det lyder måske ikke af så meget, når man læser det. Men når hver eneste dag er bygget op omkring tre hunde med forskellige behov, bliver det til rigtig mange timer.
Vi bruger også en del tid hos Fun4Dogs i Ringsted, som er et aktivitetscenter for hunde. Her kan vi blandt andet bruge hundesvømning, løbebånd, træningsbaner, fitnessudstyr og indendørs træningsfaciliteter. Det giver os endnu flere muligheder for at holde hundene aktive og motiverede året rundt.
Derfor er det at have tre arbejdshunde ikke længere bare en hobby.
Det er blevet en livsstil.
Eventyr i Norge
Hundene er ikke kun en del af min træning. De er også en del af mine største oplevelser.
I 2025 tog Hunter og jeg til Norge for første gang. Bare ham og mig.
Vi vandrede utallige kilometer gennem den norske natur, oplevede nogle af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set, og nåede blandt andet toppen af Preikestolen og mange andre vanvittigt smukke steder, vi så utallige vandfald og blev fuldstændig forelsket i Norge!
Der er noget helt særligt ved at stå på et bjerg med sin hund ved siden af sig og kigge ud over fjorde, fjelde og kilometervis af uberørt natur.
Det er en følelse af frihed, som er svær at beskrive.
I år gør vi det igen.
Vi pakker bilen, planlægger en rute og begiver os ud på endnu et eventyr gennem den norske natur. Der venter nye vandreture, nye bjergtoppe og nye oplevelser.
Noget af det bedste ved turene er, at det kun er os. Ingen stress. Ingen tidsplaner. Bare eventyr, natur og samvær.
Jeg deler ofte oplevelserne med mine følgere på Instagram marvel.hunter.heros og jeg kan kun anbefale andre hundeejere at tage af sted.
Man behøver ikke have alt planlagt ned til mindste detalje.
Nogle af de bedste oplevelser opstår, når man pakker bilen, tager sin hund med og kører ud mod det ukendte.
Mere end perfekte dage
Selvfølgelig er der også hårde dage.
Dage hvor jeg er træt. Dage hvor træningen ikke går som planlagt. Dage hvor jeg tvivler på mig selv eller føler, at vi står stille.
Men der skal også være plads til de rolige dage.
Dage hvor vi bare hygger på folden. Dage hvor hundene leger, og jeg nyder at se dem være hunde. Dage hvor vi ligger på sofaen og slapper af sammen.
Jeg tror, det er vigtigt at huske, at livet med arbejdshunde ikke handler om at præstere hele tiden.
Det handler om balance.
Mere end træning
Selvom hundene fylder meget, handler livet med arbejdshunde ikke kun om træning.
Det handler også om de stille morgenture, turene i skoven når det regner, strandturene, de lange køreture til træning, fællesskabet med andre hundefolk og de oplevelser, hundene giver mig adgang til.
Det handler om glæden ved at se en hund forstå en ny opgave.
Om samarbejdet.
Om tilliden.
Og måske vigtigst af alt handler det om relationen mellem hund og menneske.
Hvordan får jeg det til at hænge sammen?
Hvis jeg skal pege på én ting, så er svaret prioritering.
Jeg har valgt det her liv, fordi det gør mig glad.
Det betyder også, at jeg nogle gange siger nej til andre ting. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg har et ansvar overfor hundene.
Samtidig har hundene givet mig noget, jeg aldrig havde forventet.
Et fællesskab.
Gennem træning, konkurrencer og hundeverdenen har jeg mødt mennesker, som deler den samme passion. Mennesker man kan sparre med, grine med og søge råd hos, når tingene ikke går som planlagt.
Mennesker der forstår, hvorfor man står op før solen eller bruger en hel weekend på hundetræning.
Det fællesskab er jeg utrolig taknemmelig for.
Hvorfor jeg ikke ville bytte det for noget
At have tre arbejdshunde er ikke altid nemt. Det kræver tid, penge, planlægning og energi. Det er hårdt. Nogle dage vanvittigt hårdt.
Men det giver også noget tilbage, som er svært at beskrive.
Mine hunde har lært mig tålmodighed, disciplin og glæden ved de små fremskridt. De har givet mig oplevelser, venskaber og udfordringer, jeg aldrig ville have fået ellers.
Når jeg ser tilbage på de tidlige morgener, de sene aftener, hvor man rammer puden og falder i søvn med det samme man kommer hjem efter en lang dag, de mudrede træningspladser og de mange timer brugt på træning, er der én ting, jeg ved med sikkerhed:
Jeg ville ikke bytte det liv for noget andet.
For hundene har ikke bare ændret min hverdag.
De har været med til at forme den person, jeg er i dag.
