Astrid Gerd Holtet
Malaria er fortsat et problem, der hvert år koster mange menneskeliv på verdensplan – men måske har vi fået et nyt våben i bekæmpelse af sygdommen. Et nyt studie har vist, at specialtrænede hunde evner at finde fra til, hvorvidt børn er inficerede med malaria, ved blot at lugte til deres brugte strømper.
Fandt frem til malariaramte børn
Studiet er et samarbejde mellem London School of Hygiene and Tropical Medicin og velgørenhedsorganisationen Medical Detection Dogs. Medical Detection Dogs har tidligere trænet hunde til at finde frem til patienter med prostata cancer og patienter i risiko for at udvikle en komatilstand som følge af sykkersyge.
Patienter med malaria udskiller en bestemt lugt gennem huden, og hundene i studiet blev trænet til at markere, når de lugtede denne særlige lugt. De blev efterfølgende præsenteret for strømper fra børn med og uden malaria, og formåede at lugte sig frem til 70 procent af børnene med malaria. Derudover kunne hundene lugte sig frem til sygdommen, i tilfælde hvor infektionen var så mild, at de nuværende standard tests ikke kunne registrere den.
Store muligheder for brugen af hunde i fremtidig malariabekæmpelse
Dermed peger studiet på, at hunde kan bidrage til og forbedre diagnosticeringen af malaria tidligt og inden patienterne udvikler symptomer, og dermed måske på sigt redde menneskeliv og hjælpe med til at begrænse eller udrydde sygdommen.