Bjarke Kirkegaard Nielsen
Kan en blind løbe K9 Biathlon?
”Selvfølgelig kan jeg det” Lød svaret, hvorefter der kom et lille ”shit, der skal trænes”. Lotte Höhrmann foreslog i første omgang 3km ruten, men for Winnie er det alt eller intet, så selvfølgelig står den på de 12km.
Hvor andre ser forhindringer og umuligheder, ser Winnie udfordringer og muligheder. Med sin humoristiske tilgang til livet og de udfordringer det giver ”ikke at kunne se en skid” – for nu at bruge Winnies egne ord, så er hun virkelig en kæmpe inspiration.
K9 Biathlon er kort fortalt et forhindringsløb med hund, dvs. at Winnie og hendes førerhund Data, skal igennem 12 km yderst kuperet terræn, fyldt med forhindringer der også byder på masser af vand og mudder. Hverken Winnie eller Data kender ruten på forhånd og ingen af dem har løbet K9 Biathlon før, men det afskrækker ikke den seje fynbo.
Tør du være Winnie’s øjne?
Winnies eneste betingelse er, at der skal findes en løbemakker. Det betyder, at Lotte Höhrmann/Hundedagene nu på vegne af Winnie søger en rutineret løber, der tør tage udfordringen sammen med Winnie.
– Vi har nu kendt Winnie igennem et par år og et mere fantastisk, sprudlende og selvironisk menneske skal man lede længe efter. Derfor kan vi godt garantere, at det ikke bliver kedeligt, udtaler Lotte Höhrmann
Hvis du skal følge med Winnie, skal du være klar på lidt af hvert, for hun rap i replikken og ikke bange for at kaste sig ud på gyngende grund. Målet er ikke at vinde men at gennemføre og vise, at hvor der er vilje er der vej – blind eller ej.
Har du fået mod på at kaste dig ud i et K9 Biathlon, kan du tilmelde dig løbet på Vilhelmsborg her
(Hvis du har mod på at kaste dig i sølet med Winnie og Data, skal du kontakte Lotte Höhrmann fra Hundedagene på lotte@hundedagene.dk eller pr. tlf. 22770706)
For mere information om K9 Biathlon og Hundedagene se www.hundedagene.dk og www.lilleskovslot.dk