Fem gode råd til sårpleje hos hunde

05-02-2021 15:11

Astrid Gerd Holtet

Hvad kan du gøre hvis din hund får et sår – og hvornår bør du ringe til dyrlægen?

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

De fleste hundeejere vil på et tidspunkt i hundens liv, opleve at den kommer til skade, så der går hul på huden og hunden får et større eller mindre sår. Mange sår kræver dyrlægebehandling, men mindre, overfladiske sår, kan du som udgangspunkt godt behandle derhjemme.

Fem gode råd, du kan bruge hvis din hund får et overfladisk sår:

1) Klip pelsen omkring såret

Klip pelsen omkring såret, så såret fritlægges. Sørg for at området omkring såret er tørt og rent.

2) Rens med lunken vand

Rens såret i rigelige mængder lunkent vand. Her kan der bruges fysiologisk saltvand fra apoteket, men almindeligt vandhanevand kan også bruges. Undlad at gnubbe såret, når du renser det, men skyld i stedet såret.

3) Begræns brugen af desinficerende renseprodukter

Nyheden fortsætter efter annoncen

Desinficerende renseprodukter er lidt lokalirriterende og kan hæmme sårhelingen, og de er som udgangspunkt ikke nødvendige i et friskt og rent sår. Oplever du at der er tegn på betændelse i såret, bør du kontakte din dyrlæge.

4) Undgå at hunden slikker i såret

Sørg for at hunden ikke kan komme til at slikke i såret. Det kan du gøre ved at give den en krave på, en bodystocking eller en lille sok – alt afhængig af, hvor på hunden såret er. Undlad at lægge en forbinding – vurderer du at en forbinding er nødvendig, bør du søge hjælp hos en dyrlæge. En forbinding, der lægges forkert, kan give alvorlige trykskader.

5) Tjek såret dagligt

Tjek såret minimum én gang dagligt. Ser du tegn på betændelse, bør du kontakte din dyrlæge. Tegn på betændelse kan være; tilstedeværelsen af pus, rødme, varme, ømhed eller hævelse. Heler såret ikke hurtigt, bør du ligeledes kontakte din dyrlæge.

Større sår kræver dyrlægebehandling

Du bør blandt andet kontakte din dyrlæge, hvis:

  • Såret er dybere end en overfladisk hudafskrabning
  • Såret sidder i nærheden af et led
  • Hunden er halt
  • Hunden har feber
  • Såret sidder i nærheden af øjet
  • Der er dannet en lomme mellem huden og muskulaturen  
  • Der sidder noget i såret
  • Der er pus, varme, ømhed, rødme eller hævelse omkring såret

Er du i tvivl, bør du altid kontakt din dyrlæge for vejledning om sårbehandling.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout