Foto: Wiegaarden/Bjarke Kirkegaard Nielsen

Sidste sommer mødte vi Ghita Nørby til et interview i hendes have. Interviewet blev til en artikel i Magasinet HUNDEN, men efter Ghita er blevet særdeles aktuel for sine manerer i visse interviewsituationer, vælger vi at poste artiklen på nettet.  Med denne artikel håber vi at bidrage til billedet af Ghita, der den solskinseftermiddag i 2018 absolut ikke var, som hun var i Radio24Syv's mislykkede interview. 

Det charmerende træhus er passende rammet ind af gader, der alle hedder noget med paradis. Huset, som i mere end 30 år har været hjem for den folkekære skuespillerinde, bærer tydeligt præg af, at beboeren er en kreativ sjæl med en lang karriere.

– Du skal lige se haven, udbryder hun begejstret, inden huset for alvor har nået at synke ind hos HUNDENs udsendte.

Solen bager utrætteligt ned over terrassen, som er omgivet af bygninger på tre af siderne, mens den fjerde side åbner et enestående vue ud over Ghita Nørbys efterhånden meget kendte rosenhave. Stolt viser hun haven frem, inden vi tager plads ved bordet på terrassen og deler solstrålerne med hver vores kop kaffe.

– Jeg har ikke altid haft hund. Mine forældre forstod sig slet ikke på hunde, og det var ikke nemt at have en hund i Nyhavn, hvor jeg er født. Til gengæld havde jeg en kanariefugl, fortæller hun.

Allerede dengang var kærligheden til dyr og blomster dog meget fremskreden, idet den unge Ghita Nørby gik med drømme om at blive enten dyrepasser eller gartner.

– Jeg ville så gerne kende en elefant, husker hun.

Det var først da hun i sit ægteskab med Dario Campeotto boede i Italien, hun fik sin første hund.

– Jeg havde set en afghansk mynde på gaden, og jeg var blevet fuldstændig forelsket i den. Det viste sig, at den kom fra en kennel, som lå lige i nærheden af, hvor vi boede, fortæller hun og fortsætter:

– Jeg ønskede mig så brændende en afghaner, og en dag kom Dario (eller Darrrio, som hun udtaler det) hjem med en til mig. Det var en han på 4-6 måneder, og det første, den gjorde, var at bide mig i røven. Det var kærlighed ved første bid.

Et myndeliv
Siden den afghanske mynde i Campeottos favn har Ghita Nørby stort set kun haft mynder. I ægteskabet med Jørgen Reenberg havde parret også tysk korthår, fordi Reenberg gik på jagt. Tiden med de hunde husker Ghita Nørby også som meget lykkelig, men det er mynderne, der har stjålet hendes hjerte.

Læs også: Ghita Nørby dømmer virtuelt K9 Biathlon

– Mynder har bare sådan et fantastisk sind. Med en mynde er det mig, der skal være taknemmelig for, at den kan lide mig, og det kan jeg rigtig godt lide, fortæller hun.

Hendes nuværende hund er en saluki på 3 år, der hedder Aki.

– Saluki er verdens ældste hunderace. Historien siger, at racen er en gave fra Allah, og derfor har det også været sådan, at der ikke måtte være penge mellem kennel og ejer, men det holder altså ikke helt, erkender hun.

Kun lyden af fugle, snak og let kaffeslubren bryder stilheden i haven. Der høres ingen poter, bjæf eller hundesmasken. Det er der en ganske god grund til.

– Aki er på ferie hos sin mor, søster og hundevenner, fordi jeg har meget travlt i disse dage. Når jeg har travlt sender jeg hende på ferie hos dem. Der ved jeg, hun har det godt, og det er meget vigtigt for mig, siger hun og indrømmer, at det er svært at undvære hunden.

– Når Aki er herhjemme, får hun pludselig lyst til at løbe. Det er hendes egen trang. Så løber hun alt hvad hun kan rundt i haven, og kommer hun mod mig, skal jeg stå helt stille, så skal hun nok sørge for ikke at ramme mig. Det er meget imponerende, siger hun og kigger ud over haven, som løb Aki netop nu rundt blandt de utallige roser.

– Jeg savner hende, når hun ikke er her. Sådan er det at være hundeejer. Jeg savner at høre lyden af en hund, der drikker. Rytmen er bare så fantastisk, lyder det fra Ghita Nørby.

Respekt for dyret
Snakken går. Hun er smilende, glad, hyggelig og grinende. Men det at være hundeejer er ikke bare for sjov, og ifølge Ghita Nørby burde det være meget sværere at købe en hund, end det er i dag.

– Som hundeejer må man for eksempel ikke købe en hund på nettet. Man skal kende hundens far og mor, og opdrætteren skal kende og godkende det menneske, der køber hunden. Det skal være en vanskelig vej at nå til at eje en hund, og man skal have respekt for det dyr, man køber, siger hun.

At have respekt for dyret betyder ikke bare, at man skal sørge for at give hunden noget ordentlig mad, passe dens pels og gå ture med den. Det betyder også, at man skal overveje, hvordan man kommunikerer med hunden.

– Man skal tale ordentligt til hunden. Man skal ikke råbe. De opfatter ting meget mere end mennesker, og derfor er det unødvendigt at råbe eller hæve stemmen. Det kommer der ikke noget godt ud af, fastslår hun med en lettere bestemt betoning.

Læs også: Ghita: Husk sammenholdet efter corona

Respekt handler for Ghita Nørby også om, at man giver hunden og ejerne de bedste vilkår for at lykkes. Derfor mener hun ikke, man bør give børn hunde i gaver.

– Børn kan slet ikke administrere det ansvar, det er at have en hund. Har man en hund i familien, er det forældrenes ansvar, at den bliver passet ordentligt. Alt andet er synd for både hund og børn, siger hun og fortsætter:

– Jeg plejer også at sige, at en hund ikke er et kæledyr men et husdyr. Vil man have et kæledyr, kan man købe sig en bamse.

Når hun snakker om sin store respekt for og kærlighed til hunden, kan man ikke undgå at tænke, at hunden er som et barn for hende.

Som at trække vejret
– Man kan ikke sammenligne en hund med et barn. Et barn er noget helt andet i livet. Nogle gange kan kærligheden næsten blive den samme og så alligevel ikke. Et barn er ens blod, mens en hund er købt, og der vil altid være en forskel, siger hun.

En anden afgørende forskel er også, at hunde som oftest har det med at dø fra en, og det er noget, man ifølge Ghita Nørby bliver nødt til at forholde sig til.

– Når en hund bliver gammel og syg er det endnu mere vigtigt, at man lytter til og betragter sin hund. Man skal være opmærksom på, om den forandrer kropsstilling og vaner, og så skal man kigge på, hvordan den går og bevæger sig. Livet skal være værd at leve for hunden, og den skal ikke slæbes gennem det ene og det andet for at friholde os for sorgen, siger hun og kommer med et eksempel fra sit eget liv:

– Jeg havde en afghaner, der pludselig lagde sig ned i bunden af haven i regnvejr. Noget som var fuldstændig nyt for den, og det var tydeligt, at jeg skulle forstå, at den ikke skulle være her mere. Det er meget nødvendigt, at man i disse situationer ikke bliver egoistisk og sentimental. Mange af mine egne hunde er døde af kræft, og det har jeg ikke ladet dem operere for, da jeg ikke fandt det værdigt for dem.

Hvad betyder det for dig at have hund?
Er du først hundemenneske, er du forandret for altid. Jeg kan ikke holde mit liv ud uden hund. At have hund er som at trække vejret.