Cecilie Friis Amstrup
Dansk Kennel Klub (DKK) har revideret sine dopingregler for at øge fokus og bevidsthed om problemstillinger i forbindelse med doping i aktiviteter (alle former for prøver, udstillinger, skuer, mentaltest og lignende) arrangeret af DKK eller samarbejdende organisationer i Danmark. Målet er at sikre god dyrevelfærd og et positivt konkurrencemiljø for alle deltagere.
Opdaterede regler og forbudte stoffer
Med de nye regler har DKK udarbejdet en liste over forbudte stoffer, som hunde ikke må være påvirkede af i konkurrencer og prøver. Listen kan findes på DKK’s hjemmeside, hvor man også kan læse om specifikke dispensationer, som DKK’s sundhedsudvalg allerede har taget stilling til.
Dispensationer skal fornyes
En vigtig ændring i de nye regler er, at alle tidligere udstedte dispensationer udløber den 1. marts 2025. Hundeejere, der har en dispensation, skal derfor sørge for at få den fornyet. Det gælder især for hunde, der er i behandling med medicin, som ellers ville være på dopinglisten.
Nogle dispensationsansøgninger vil dog ikke kunne fornyes. For eksempel vil brugen af Librela ikke længere kunne godkendes under de nye regler. Til gengæld vil andre dispensationer kunne genudstedes identisk med tidligere.
Læs mere og søg dispensation
For at sikre at hundeejere og deltagere i hundeaktiviteter er opdaterede på de nye regler, opfordrer DKK alle til at læse mere om dopingreglerne og ansøge om nødvendige dispensationer i god tid.
Mere information samt dopinglisten findes på DKK’s hjemmeside.