Emmy Marie Simonsen
Danmark har for længst skrevet sig ind i dog dancingens verdenshistorien både som værtsland for det allerførste VM, der blev afholdt i forbindelse med World Dog Show i Herning i 2010 og som værtsland for det første EM (OEC), der blev afholdt i Sorø i 2011. Og der er ingen tvivl om, at forventningerne til 2023 er tårnhøje, for Danmark har formået at skabe sig et ry som dygtige arrangører af internationale mesterskaber, hvor alting klapper og hvor de deltagende hunde og handlere har rigtig gode forhold. Dette vil vi gerne leve op til i 2023.
Dog dancing (eller Heelwork to Music, som er det officielle danske navn for sporten) har udviklet sig med rivende hast siden den første danske konkurrence blev afholdt i 2005. Det er i dag en sport, hvor der både er plads til bredden, men hvor vi også har en elite, der bruger mange timer hver uge på at koreografere opfindsomme programmer, indlære finurlige tricks og færdigheder – gerne noget, der aldrig er set før og finde musik, der understøtter lige præcis den historie, som de gerne vil fortælle.
At få æren af at være værter for noget så vigtigt som et VM, vil helt sikkert blive et boost for sporten. Vi glæder os til de næste år, hvor vi håber, at vi kan samle både bredde og elite i arbejdet om at skabe et fantastisk mesterskab på dansk grund. Vi skal sammen vise at vi stadig kan sætte rammerne for en flot konkurrence, hvor vi også leverer hundearbejde på internationalt top niveau.
Også de, der ikke selv dyrker dog dancing, kan glæde sig til en spektakulær oplevelse i Herning, når de går løs d. 18. – 21. maj 2023. Vi håber nemlig at kunne fylde hallen op med tilskuere til et show af høj kvalitet. Når de bedste i verden optræder med dog dancing, så kan det fremkalde smil, tårer, latter og begejstring selv hos de mest hærdede hundefolk. Så sæt kryds i kalenderen allerede nu og kom til Herning og nyd opvisninger på dette niveau:
Dette års Heelwork To Music verdensmester, Sandra Roth, fra Tyskland.
Dette års freestyle verdensmester, Elke Boxoen, fra Belgien