Bjarke Kirkegaard Nielsen
Set oppefra må MCH Messecenter Herning være et sælsomt syn i disse dage. Inde blandt de mange haller myldrer det med mennesker og hunde i et kæmpe virvar. Et helt lille samfund af hundeelskere har samlet sig i denne by af enorme haller.
Set deroppefra vil man også kunne se hurtigt få øje på en hal, der skiller sig ud fra de andre. For mens alle hallerne er firkantede med aflange gange imellem sig, så står der i den ene ende af dette hundesamfund en rund hal. Lidt alene står den. Som om den ikke helt er velkommen i klubben.
Men hernede på jorden byder vi i den grad den runde hal velkommen. For den er en stor del af det kæmpe event, der lige nu fylder MCH Messecenter Herning. For udover European Dog Show, så bliver der også holdt VM i Dogdancing, og for at finde det, skal man en tur i den runde hal.
Fredag står den på Heelwork to Music, hvor hunden skal være tæt ved handlerens ben. Det er ikke den mest spektakulære disciplin inden for dogdancing, men det er i den grad et syn værd.
Det er nemlig lykkedes for dogdancingfolket at bygge et flot verdensmesterskab op. Der er en rigtig god stemning i hallen. Her jubler man, når man ser en flot præstation. Japanere, hollændere, englændere og mange flere rejste sig op og klappede, da en tjekkisk danser havde udført en smuk og rørende dans. Sådan skal det være, og sådan er det i den runde hal i disse dage.
Danske Sidsel Rychter Lauridsen og hendes hund Shadow er en af de danske ekvipager, der har været i ringen her i dag. Du kan se deres præstation i videoen herunder.