Bjarke Kirkegaard Nielsen
Som hundeejer kan man få et lige så nært forhold til dyrlægen, som småbørnsforældre får til lægerne på skadestuen. Man er i kontakt med dyrlægen enten over telefonen eller i konsultationer, når der er noget galt med hunden, eller den skal have vaccinationer eller andet.
En ny undersøgelse viser, at hundeejere først og fremmest vil føle sig taget alvorligt og ordentligt oplyst af deres dyrlæge. Undersøgelsen er gennemført for Boehringer Ingelheim gennem en spørgeskemaundersøgelse blandt mere end 1500 hundeejere i Danmark, Norge og Sverige.
Undersøgelsen tager nemlig fat på emnet, hvorfor skifter hundeejere dyrlæge. Det viser sig, at der er tre ting, der skiller sig ud, når hundeejere skal vurdere, hvad der kan få dem til at skifte dyrlæge. Du kan se de tre ting ved at klikke dig gennem billederne herunder:
Tid og kommunikation
Faktisk mener 80 procent af hundeejerne i undersøgelsen, at tid og sikkerhed er det vigtigste i valget af dyrlæge. De forventer, at dyrlægen bruger tid på at tale med dem og rådgive dem. I den forbindelse sætter hundeejeren størst pris på at blive oplyst om medicinsikkerhed. Dette vægtes højere en rimelige priser, hurtig og effektiv behandling eller gode åbningstider.
Hundeejerne har generelt stor tiltro til dyrlægerne. Alligevel vælger 25 procent at tjekke efter på nettet, når de har været hos dyrlægen og fået noget medicin med hjem. Hvis hundeejeren finder noget information på nettet, som ikke passer med det, dyrlægen har sagt vil 75 procent reagere negativt og 96 procent vil konfrontere dyrlægen. En del vil skifte dyrlæge og dele deres dårlige oplevelse med andre hundeejere.
Derfor er det meget vigtigt, at dyrlægen har en god kommunikation med hundeejeren og husker at oplyse om alle bivirkninger ved det præparat, der udskrives. Hvis en hund får nogle bivirkninger, som man ikke er blevet oplyst om af dyrlægen, vil 60 procent vælge at skifte dyrlæge.
Medicinen
Når der opstår bivirkningerne som ejeren ikke er blevet oplyst om, bliver hundeejeren utryg ved dyrlægen. Det forventes, at dyrlægen fortæller om hele præparatet og alle dets fordele og ulemper, så hundeejeren kan være med til at træffe valget om, hvilken medicin hunden skal have.
Faktisk ønsker 90 procent af hundeejerne at være med til at vælge medicinen. Det kræver, at dyrlægen giver et valg mellem flere lægemidler og får hundeejeren til at forstå forskellen på dem.
Undersøgelsen opstiller også nogle gode råd til dyrlægerne, som skulle give dem gode muligheder for at holde på deres patienter.
Vigtigst er det, at dyrlægen bruger sin faglighed på en empatisk måde til at hjælpe hundeejeren af med sin bekymring. Der skal altså drages omsorg for både hund og ejer. Hvis ikke det opfyldes, er der stor risiko for, at hundeejeren finder en anden dyrlæge og samtidig deler de dårlige erfaringer med andre.