Cherry Eye hos hunde

11-10-2021 12:30

Astrid Holtet

Cherry Eye – eller kirsebærøje – er en øjensygdom hos hunden, hvor tårekirtlen i øjet kommer til syne i hundens øjenkrog, som en stor rød hævelse

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

I hundens øje findes en stor tårekirtel der danner tårevæske, og dermed hjælper til at holde øjet fugtigt og sundt. Denne tårekirtel holdes på plads i øjenkrogen ind mod hundens næse af en masse bindevævsfibre. Nogle hunde er født med mindre stærkt bindevæv omkring tårekirtlen, og dermed kan det ikke holde tårekirtlen ordentligt på plads. Det betyder at tårekirtlen kan falde frem og blive synlig i hundens øjenkrog. Her ses den som en lille rød hævelse, der minder om et kirsebær – og deraf har sygdommen fået navnet Cherry Eye eller kirsebærøje.

Symptomer på Cherry Eye
Det primære tegn på sygdommen er som sagt, at tårekirtlen bliver synlig og ses som en rund, rød hævelse i hundens øjenkrog. I nogle tilfælde kan kirtlen midlertidigt falde på plads igen, men ofte vil problemet vende tilbage igen kort tid efter.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvorfor får hunden Cherry Eye?
Årsagen til sygdommen er ikke ordentligt forstået, men der menes at være en arvelig komponent i sygdommen. Det ses især hos hvalpe og hunde på op til to år, og er mere almindeligt hos de kortsnudede racer.

Fremtiden for en hund med Cherry Eye
Hos hunde med Cherry Eye er en operation nødvendig, for at sætte tårekirtlen på plads igen. Er operationen vellykket, vil det i de fleste tilfælde betyde at hunden ikke mærker mere til problemet. I enkelte tilfælde kan tårekirtlen falde frem igen efter en ellers vellykket operation. Har hunden haft et Cherry Eye på det ene øje, er der også en risiko for at den udvikler samme problem på det andet øje.

Er du i tvivl om hvorvidt din hund har Cherry Eye, bør du altid kontakte din dyrlæge.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout