Syv søde hvalpe hos dyrlægen (video)

12-12-2017 06:54

Marie Helene Rigård Rohleder

Hunden.dk fulgte dyrlæge Sofie Flagstad fra Familiedyrlægerne en dag på job, og her tumlede syv skønne hvalpe ind på klinikken for at få et sundhedstjek og blive basisvaccineret og chipmærket, så de er helt klar til at blive hentet af deres nye ejere. Se video fra konsultationen her: 

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

Syv herlige blandinger af labrador og en smule kleiner münsterländer gjorde sin entré tirsdag eftermiddag hos dyrehospitalet Familiedyrlægerne i Aars. De knap 8 uger gamle hvalpe skulle have et grundigt sundhedstjek, og så skulle de basisvaccineres og chipmærkes. 

Hvalpene blev sluppet løs inde i konsultationen, hvor de ivrigt gav sig i kast med at undersøge alt, hvad de kunne få fat på: dyrlægens bord, et stoleben, en ledning som hurtigt blev løftet sikkert i land og ikke mindst en meget eftertragtet blå gulvmobbe, som de syv små banditter helt bestemt mente skulle bides i stykker. 

Undersøgelsen gik igang og en efter en blev krudtuglerne tjekket igennem, vaccineret og chipmærket. Dyrlæge Sofie Flagstad noterede i hvalpenes sundhedsbog og delte masser af godbidder ud til dem alle. - Den her del af jobbet er præcis det, som man drømte og forestillede sig, at dyrlægejobbet bestod af , da man var en lille pige, griner Sofie Flagstad.
Hvalpene bliver undersøgt fra snude til halespids. Der  bliver tjekket tænder og ører, og Sofie Flagstad noterer hvalpenes sundhedstilstand i en bog, som ejeren får med hjem. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

De fire tæver og tre hanner er afsat til deres nye ejere, som henter dem i løbet af de næste par uger. Deres nuværende ejer og opdrætter Carina Pedersen fortæller, at hun bruger alt sin fritid på hvalpene, og når hun har hentet sine børn fra skole, stryger de også direkte ud til hvalpene. 

- Hvalpene er simpelthen så dejlige og energiske. Når de bliver hentet af deres nye ejere, giver vi dem et stykke legetøj og lidt foder med. Det har været rimeligt nemt at få dem afsat, men jeg tror, at hvis vi skal have et kuld mere, så beholder vi selv en hvalp, siger Carina Pedersen. 

Se video med de syv herligheder ved dyrlægen her: 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout