Astrid Gerd Holtet
Nogle hunde, især unge hunde og visse racer, har en tendens til at spise ting, der ikke er fordøjelige. Det kan være sokker, underbukser, stumper af legetøj eller andet, som hunden finder spændende. Blandt dyrlæger bruges fællesbetegnelsen ”fremmelegemer”, til at beskrive når ting på denne måde ender steder de ikke hører til.
Problemet med fremmedlegemer i maven og tarmen, opstår hvis de sætter sig fast – og hvorvidt det sker, afhænger især af genstandens form og størrelse. Nogle fremmedlegemer kan ikke komme fra mavesækken og ned i tarmen, og kan derfor blive liggende i maven i lang tid. Et fremmedlegeme i mavesækken kan give symptomer som opkast og at hunden virker nedstemt eller utilpas. Kommer fremmedlegemet ned i tarmen kan det sætte sig fast. Sætter noget sig fast i tarmen, bliver hunden ofte pludseligt meget dårlig. Ud over at fremmedlegemet kan blokere for at tarmindholdet kan passere, så kan det hurtigt blive farligt fordi blodtilførslen til tarmvæggen påvirkes. Får tarmvæggens celler ikke blod begynder de at dø, og der kan gå hul i tarmvæggen. Gennem hullet kan tarmindholdet passere ud i hundens bughule og give en livstruende bughulebetændelse.
Symptomer på et fremmedlegeme i maven eller tarmen
Nogle af de symptomer, der blandt andet kan ses ved fremmedlegemer i maven eller tarmen er:
Hvad kan man gøre hvis ens hund har spist et fremmedlegeme?
Har man set at hunden har spist noget, eller har man mistanke om det, bør man altid kontakte sin dyrlæge. Inden for de første par timer vil genstanden fortsat ligge i mavesækken, og i nogle tilfælde kan det give mening at forsøge at få hunden til at kaste genstanden op, inden den passerer ned i den snævre tyndtarm. Fremmedlegemer i mavesækken kan også en gang imellem fjernes ved at stikke et lille kamera på en bøjelig stang ned i gennem spiserøret og ned i mavesækken, for på den måde at finde genstanden. Derefter kan man nogle gange trække den ud ved hjælp af noget specialudstyr. Hvis fremmedlegemet sidder fast i tarmen, vil man ofte vælge at fjerne den ved en operation.
Fremtiden for en hund, der har spist et fremmedlegeme
Hvor stor sandsynlighed, der er for at en hund kommer sig godt efter et fremmedlegeme har siddet fast, afhænger meget af hvor det sidder. Fremmedlegemer i mavesækken har en forholdsvis god prognose. Sidder genstanden derimod i tarmen, afhænger prognosen af hvor meget tarmvæggen er blevet skadet – er skaden lille, er prognosen forholdsvis god, men er tarmvæggen slemt skadet, er tilstanden mere vanskelig, og prognosen bliver dårligere.
Udgivet første gang 29. juli 2018