Sommerhunden er på vej til postkasserne

12-06-2020 15:09

Bjarke Kirkegaard Nielsen

I den kommende uge modtager DKK’s medlemmer juninummeret af HUNDEN. Her kan du læse lidt om, hvad du kan glæde dig til

Copyright Hunden.dk
Nyheden fortsætter efter annoncen

Kære hundefolk det er ved at være sommer og derfor er det også tid til juninummeret af HUNDEN. I dette nummer plejer vi at have en reportage fra udstillingen i Roskilde, men som bekendt blev denne udstilling aflyst i år.

Derfor har vi knoklet en smule hårdere for at få de gode historier hjem. Heldigvis er det lykkes. For der er i den grad godt læsestof til den kommende sommer i dette nummer.

Forsiden afslører tydeligt, at man i dette nummer kan læse om Stine Hjelme og Mandela, som er hendes første men absolut ikke sidste chow chow. Mandela er blevet lidt af en stjerne, og han har da også en ganske særlig plads i Stine Hjelmes hjerte.

Lidt i samme stil har vi været på besøg hos Kennel Akidan ved Vejen. Her opdrætter Anette og Allan Pedersen american akita, og dette gør de så godt, at det er blevet til utallige præmier og priser både nationalt og internationalt. Udstillinger, præmieringer og succes får dog ikke lov at stå i vejen for det vigtigste, der er, at hundene har et godt liv.

Rikke Agner Jørgensen er ny leder af Roskilde Internat. Vi har mødt hende til en sank om at arbejde med internatdyr og hvordan man matcher en hund med de rigtige ejere.

Kunne du godt tænke dig at tage nogle gode billeder af din hund, så skal du bare slå op på side 28, hvor vi har ladet en dygtig hundefotograf give sine bedste tricks til gode hundefotos.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sidste år kørte vi en serie med kendte mennesker og deres hunde. I dette nummer genopliver vi serien med en underholdende artikel om Joachim Knop og hans hund Molly, der efter sigende skulle være nem og medgørlig. Virkeligheden bliver dog en anden.

Erica Lykke Holt er et velkendt navn på hundeudstillingerne rundt omkring i Danmark, hvor hun især gør sig i juniorhandling. I serien Ung Med Hund kan du blive klogere på hendes liv med hunde, som er meget mere end juniorhandling.

Du kan også læse en historie om Polly, som er en pudel, der en dag bliver bidt af en hugorm, da hun er ude at gå tur med sin ejer. Biddet er tæt på at koste Polly livet.

Har du lyst til at nørde lidt, så er der en lang og spændende artikel om hundens farver, som DKK’s dyrlæge Helle Friis Proschowsky har skrevet. Helle har tidligere i foråret været vært på et webinar om samme emne. Her var der stor spørgelyst blandt deltagerne, så mon ikke der også er mange, der vil finde glæde i at læse om hundens farver.

 

Vi ønsker jer god fornøjelse med bladet

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout