Bjarke Kirkegaard Nielsen
De mange schæferhunde er så småt ved at sætte deres præg på bybilledet i Randers. Deltagere og hunde fra 40 nationer indtog tirsdag Randers Stadion, som officielt går under navnet Bionutria Park.
Onsdag gik de første konkurrencer i gang. Inde på det store stadion var det IPO3, der var på skemaet, og selvom et VM for schæferhunde ikke fylder alle tomme sæder på stadion, var der en god stemning derinde.
Især da danske Thomas Jørgensen indtog arenaen med sin hund, Jabina Liara, en fem år gammel tæve, var publikum på stikkerne. Han blev modtaget af rød/hvide creperuller og vajende dannebrogsflag og blev båret igennem hele runden. Han gjorde det flot. Desværre formåede Jabina Liara ikke at gribe ærmet på figuranten i en af øvelserne, hvilket naturligvis trak ned.
Mens der var masser af action inde på det kronjyske stadion, var der også en halvhektisk stemning på konkurrencekontoret.
– Vi har rigtig travlt. I går var vi færdige klokken 00.30 og vi stod op igen klokken 5.45, men vi er rigtig tilfredse med den måde, tingene er startet på. Vi har ikke hørt nogen klager, og folk virker glade og tilfredse, fortæller Tina Nørgaard, der er office manager.
Arrangørerne har da også slået et brød så stort op, at selv den mest rutinerede bager ville have svært ved at ælte dejen til en nogenlunde ensartet masse. Ikke nok med, at de arrangerer og står for et mesterskab for de allerbedste schæferhunde i verden, så har de også lige en jubilæumsudstilling på lørdag.
– Vi har jo valgt at holde vores 100-års jubilæumsudstilling i forbindelse med mesterskaberne. Det kræver også lige lidt logistik, da udstillingen skal være ved siden af agility. De to ting skal jo helst kunne køre uden at genere hinanden, og når vi så har hele 213 hunde til jubilæumsudstillingen, så kræver det lidt arbejde, fortæller hun.
Hunden.dk følger naturligvis mesterskaberne tæt.