Danske hunde i VM-kamp i Serbien

29-10-2026 15:00

Rinnie Ilsøe og Per Stouby

VM for jagthunde samlede 24 nationer i Nis i Serbien fra 22. oktober. Danmark kom godt fra start på første konkurrencedag, og på pausedagen ventede St. Hubertus med både jagtlig forståelse, etik og hundearbejde i centrum.

Copyright Hunden.dk
Fra venstre: Poul Valdemar Nielsen, dommer for VM for stående kontinentale hunde og St. Hubertus for mænd - Frank Krøyer med irsk setter Kiwi Line’s Era, VM og St. Hubertus - Henrik Englyst Nielsen med irsk setter Kiwi Line’s Lini, VM og St. Hubertus - Per Stouby, holdleder, med korthåret vizsla Chianti Barina Falco, VM - Erik Petermann med tysk korthår Petermann’s Sille og Qalla, VM - Anders Due med engelsk setter Svibjergs Joker og Danseættens Legrey de Malou, VM
Nyheden fortsætter efter annoncen

VM for jagthunde blev skudt i gang den 22. oktober i Nis i Serbien. Formiddagen stod på komitémøde, hvor kommende arrangementer blev planlagt, mens de deltagende nationer om eftermiddagen præsenterede deres hold. I alt deltager 24 nationer i mesterskabet, hvor selve VM-konkurrencen begyndte den 23. oktober, efterfulgt af en pausedag den 24. oktober og sidste konkurrencedag den 25. oktober.

Danmark stillede med fire hunde på det engelske hold og tre på det kontinentale hold. På første konkurrencedag lykkedes det ikke de kontinentale hunde at opnå kvalifikationer og dermed point til holdet, men blandt de engelske hunde kom der to resultater på tavlen. Den irske setter Kiwi Line’s Era opnåede 1. Excellent uden CAC, mens Svibjergs Joker fik 3. Very Good. Det gav henholdsvis otte og fire point og dermed samlet 12 point til det danske hold efter første dag.

St. Hubertus kræver mere end hundearbejde

Den 24. oktober stod i Sankt Hubertus’ tegn. Her handler konkurrencen ikke alene om hundens præstationer, men om hele jagtsituationen. To hunde og førere skulle deltage i jagt på fasaner, og allerede inden arbejdet i terrænet begyndte, skulle førerne vise, at deres tilladelser var i orden, forklare hvilket våben de ville benytte og hvorfor samt fremvise våbnet for dommeren.

I terrænet vurderes blandt andet førerens evne til at vælge den rigtige vej gennem området, så hundens næse, søg og samarbejdsvilje udnyttes bedst muligt. Samtidig bedømmes hundens arbejde, førerens jagtlige forståelse og etik og den samlede håndtering af jagtsituationen.

For Danmark deltog Henrik Englyst Nielsen med Lini og Frank Krøyer med Era.

Copyright Hunden.dk
Frank Krøyer (og Era) leverede en stærk præstation i St. Hubertus, hvor de med 62 point sluttede som nummer fire individuelt. Foto: Per Stouby

Lini fandt fuglen, men ikke apporten

Henrik Englyst Nielsen og Lini blev sluppet i et terræn med skiftende afgrøder og vindforhold. Der var blandt andet høstet majs, kartoffelmark, majs og mere end to meter højt krat. Lini arbejdede området fint igennem og holdt god kontakt til Henrik. Undervejs lettede en fasan, uden at hunden kunne ses som årsag, og Henrik valgte derfor korrekt ikke at skyde. Senere skete det samme igen, da en fasan fløj op fra det høje krat.

Da Henrik kom ned på læsiden og bad Lini søge, blev hendes sneppeklokke stille. Hun stod. Henrik kunne ikke se hende i det høje terræn, men bad hende gå frem, hvorefter en fasan kom på vingerne og blev skudt. Da Lini efterfølgende blev kaldt ind, kom yderligere to fasaner på vingerne.

Problemet opstod ved apporteringen. Lini havde ikke set fuglen falde, og inde i det høje krat var der ingen vind til at hjælpe hende med færten. Hun blev sendt flere gange, men gik over i jagtsøg, og til sidst stoppede dommeren arbejdet. Efterfølgende blev den skudte fasan fundet ved fælles hjælp, så den ikke lå tilbage og forstyrrede de næste ekvipager.

Copyright Hunden.dk
En deltager i fuld ornat: Prokov fra Polen. Foto: Per Stouby
Nyheden fortsætter efter annoncen

Era blev nummer fire individuelt

Frank Krøyer og Era arbejdede i et andet terræn med lange striber af vissent græs, høstede majsmarker og krat med slåen. Era søgte godt og gik i stand knap 100 meter fremme. Da der blev rejst, var fasanen væk, men hun fulgte godt op og gik kort efter i stand igen. Denne gang blev fuglen rejst, skudt og straks apporteret af Era.

Frank fortsatte arbejdet og lod blandt andet Era lave nogle større slag, så dommerne kunne se hendes søg og stil. Senere markerede hun flere gange for fært, men trods en god indsats lykkedes det ikke at komme i endnu en fugl.

Det forhindrede dog ikke et stærkt resultat. Frank Krøyer og Era opnåede 62 point og blev nummer to på sit hold. Resultatet var samtidig nok til en individuel fjerdeplads, selv om flere andre deltagere havde fældet to fugle.

Søndag d. 25 skulle hunde og fører i sidste konkurrence. 

Per Stouby skriver: På det kontinentale hold fik Erik Petermann med eget opdræt Petermann’s Sille kvalifikationen Tres Bon, flot gået. Det var ikke nok hverken individuelt eller som hold, desværre, til en placering i top. Vores venner fra Norge vandt holdkonkurrencen og tog guld. Vi var glade på deres vegne.

På det engelske hold gentog Frank Krøyer og Kiwi Line’s Era fredagens bedrift med et Excellent, igen uden CAC. Det medfører, at hun opnår 7 point, da hun ikke bliver bedste hund på holdet. Men samlet 15 point. Det viser sig om aftenen, at det rækker til en individuel placering som nr. 2 i den engelske gruppe. Så Frank skal op og have overrakt diplom og hyldes. Det er stort. Tillykke Frank.

De samme point tillægges holdet, og til vores glæde rækker det til en 3. plads. Begge dele havde vi regnet med kunne opnås, men det kræver at andre resultater lige passer også. Et stolt hold modtog diplomer og hyldest.

Så opløses holdet, og den lange rejse hjemover startes.

Vi siger tak for nu, og tak til DKK for udtagelsen og Deerhunter for tøjet.

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout