Salling Fondene giver 300.000 til Dyreværnet: Hjælper udsatte borgeres kæledyr

20-02-2023 08:37

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Dyreværnet har tre rullende biler, Frynseklinikken, der kører rundt i hele landet. Lørdag 25. februar klokken 10-12 kan man se bilen, og hvordan den fungerer, når den ruller ind ved Bilka i Tilst

Copyright Hunden.dk
Foto: Dyreværnet
Nyheden fortsætter efter annoncen

 

300.000 kroner. Det er beløbet, som Salling Fondene har doneret til Dyreværnet, så det rullende dyrehospital, Frynseklinikken, kan køre rundt i Aarhus og hjælpe udsatte borgeres kæledyr. Frynseklinikken kommer til Bilka i Tilst lørdag 25. februar klokken 10-12 for at vise, hvordan arbejdet og bilen fungerer.  

Salling Fondene har doneret til projektet for at støtte en gruppe mennesker, der i forvejen har det svært, så de kan få hjælp til at opretholde deres dyrs sundhed. 

Frynseklinikken hjælper udsatte borgere med deres kæledyr ud fra princippet, ‘betal hvad du kan.’

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi har et princip om, at dyreejere skal tage ansvar for deres kæledyr. I 2021 fik vi i gennemsnit 45 kroner pr. konsultation. Vi har en udgift på cirka 1.500 kroner pr. konsultation, så det er en underskudsforretning for os. Vi bruger cirka 4 millioner kroner på projektet om året, og derfor er donationen fra Salling Fondene også kærkommen. Det er vigtigt for os, at kæledyrsejere udviser velvilje, og derfor er det heller ikke gratis, siger direktør i Dyreværnet, Henrik Knaack.

Når Dyreværnet vælger at hjælpe udsatte borgere med deres kæledyr, er det ud fra tanken om forebyggende arbejde, og at alle kæledyr skal have et godt hjem. 

– Et af vores formål er at højne dyrevelfærden, og hvis vi hjælper udsatte borgere med deres kæledyr, er der større sandsynlighed for, at vi ikke ser dyrene igen, fordi de får hjælp til eventuelle problemer. For os er det vigtigt, at alle kæledyr har et godt liv. Når vores dyrlæge og assistent kommer til Bilka i Tilst, viser de, hvordan Frynseklinikken ser ud. Det er et godt projekt, der giver indblik i, hvordan vi arbejder, og hvordan det fungerer, siger Henrik Knaack. 

Salling Fondene har støttet Dyreværnet for at være med til at højne dyrevelfærden hos socialt udsatte borgeres kæledyr. Det glæder varehuschef i Bilka i Tilst, Søren Hostrup, at Frynseklinikken kommer forbi varehuset, og at Salling Fondene kan være med til at gøre en forskel. 

– Det er fantastisk, at Salling Fondene støtter sådan et projekt, og at vi har muligheden for, at Frynseklinikken kan komme forbi Bilka og vise bilen frem, så vores kunder og lokalområdet kan se, hvordan den fungerer, siger han.  

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout