Bjarke Kirkegaard Nielsen
Rundt omkring på en udstilling klinger forskellige sprog op imod hinanden. Et sprog fylder dog en hel del mindre i Ballerup, end det plejer på de danske udstillinger. Det er naturligvis norsk.
Ved ring 14 står dog et ensomt norsk flag og reklamerer for det land, der går gennem så meget ondt i hundeverdenen netop nu.
Ved siden af flaget står Bjarne Sørensen med sin tjekkiske chesapeake bay retriever, Lotte. Hun er seks måneder gammel og er netop blevet kåret til bedste hvalp.
Bjarne Sørensen er ikke ked af at reklamere for, at han er norsk, selvom han på mange måder må have det som Palle alene i verden.
– Det er helt perfekt at være norsk i Ballerup. Det er dog blevet bemærket, at jeg taler norsk, men så fortæller jeg, at jeg bor på Møn, og så er der ingen problemer, lyder det fra den danskboende nordmand.
Han følger dagligt med i sygdommen i Norge, men mener dog, at der er nogen hysteri omkring det.
– Det er blevet lidt hysterisk, synes jeg. Det er mærkeligt, at den ikke spreder sig til Sverige. Man siger jo, at det kan være det varme miljø, men det er jo det samme i Sverige, siger han og fortæller, at mange nordmænd havde tilmeldt sig udstillingen i Ballerup.
– Jeg ved, at der var en, der havde tilmeldt 12 hunde, så det er jo ærgerligt, at de ikke kan komme med, lyder det fra Bjarne Sørensen.