Nogle ulve kan hente bolde

25-01-2020 10:50

Bjarke Kirkegaard Nielsen

Der er ingen tvivl om, at hunde oprindeligt stammer fra ulve, men hvor tætte er de to dyr i dag? Det er der nogen uenighed om. Nyt forsøg overrasker forsker

Copyright Hunden.dk
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Svenske Christina Hansen Wheat fra Stockholms Universitet studerer forskellen på ulve og hunde. Hun er blandt andet optaget af, hvad der skete dengang mennesket valgte at tage ulve til sig og gøre dem tamme samt udviklingen fra ulv til hund. Det skriver npr.org.

Som et led i det arbejde har hun blandt andet opdrættet flere kuld af ulve, som hun har fodret og vænnet til hendes tilstedeværelse.

Når ulvene er blevet otte uger, er de blevet stillet en opgave, der for hunde er ganske simpel, men som har givet ulvene nogle flere udfordringer.

Forsøget gik i al sin enkelthed ud på, at ulvene en for en blev lukket ind i et rum sammen med et menneske, som de ikke kendte.

Det fremmede menneske kastede en bold og forsøgte herefter at få ulvene til at hente den.

De første tre kuld, der blev udsat for denne prøve, dumpede med et brag, hvilket på ingen måde overraskede forskerne.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Men da tredje kuld skulle vise deres kunne eller mangel på samme, skete det utrolige. En af ulveungerne hentede bolden og vimsede tilbage til det fremmede menneske med den.

Efter denne gentog to andre ulveunger bedriften, hvilket fik den svenske forsker til næsten at tabe både øjne og mund.

– Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på den første ulv, der hentede bolden. Det var en kæmpe overraskelse, siger hun til npr.org.

Men hvorfor er det egentlig så særligt, at en ulv henter en bold, som et fremmed menneske kaster?

Ifølge den svenske forsker viser forsøget, at nogle ulve er mere socialiserede end andre. Derudover kan det betyde, at det med at hente en bold i virkeligheden ikke er noget, der er opstået i hundene efter, de er blevet delt fra ulvene, men at det er en egenskab, som nogle af ulvene hele tiden har haft, og så har mennesket udvalgt de ulve, som var mest socialiserede og fravalgt de andre.

Du kan læse mere om forskningen her.

 

Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Rinnie Mathilde Ilsøe van Oosterhout