Bjarke Kirkegaard Nielsen
Karin Janz har haft afghansk mynde i 41 år. Hun opdrætter ikke længere, da hvalpene ganske enkelt er for svære at komme af med på grund af den megen pelspleje, racen kræver.
I dag stiller hun med sin Absolute Afghans Argentina til bedømmelse i Fredericia. Hun står nervøst ved sidelinjen og følger med, mens hendes handler flot fører dem smukke unge hund rundt i ringen. Efterfølgende må hun erkende, at bedømmelsen ikke gik så godt, men det er heller ikke meningen den unge tæve skal have et langt udstillingsliv. Hun skal nemlig betræde helt andre græsmarker.
– Jeg går til lure coursing med hende, og jeg har dyrket sporten i rigtig mange år, og det er simpelthen for hundens skyld, for de er jo skabt til at løbe og jage. Det kan man tydeligt se, når man slipper en mynde og den forsvinder ud over banen i lure coursing. Hundene viser en iver og en glæde, som er helt fantastisk at se, siger hun.
Det er ikke alle, der er lige begejstrede for at prøve lure coursing, men gennem mange år i sporten har Karin Janz oplevet mange, der har ændret holdning, når de har prøvet det.
– Jeg har set rigtig mange få en tåre i øjenkrogen, når de ser deres hund løbe ud over banen. Det er så naturligt for den, og det kan man tydeligt se. Det er virkelig en rørende oplevelse, siger hun.