Astrid Gerd Holtet
Demens – også kaldet kognitiv dysfunktion – er en sygdom der rammer hundens hjerne. Sygdommens mekanisme er ikke helt kendt, men der sker en gradvis nedbrydning af hjernen, som gør at hundens evne til at opfatte og forstå verden omkring den svækkes. Ligesom hos mennesker, ændres hundens adfærd i takt med at hjernen nedbrydes, og et skift i hundens væremåde er derfor det vigtigste symptom på sygdommen.
Kognitiv dysfunktion er en aldersrelateret sygdom, og sandsynligheden for at hunden udvikler den, stiger med alderen. Det vurderes at cirka 25% af hunde over otte år udvikler sygdommen.
Der findes ingen klinisk test, der kan vise om hunden har kognitiv dysfunktion, og i stedet er dyrlægerne overladt til at stille diagnose ud fra hundens symptomer og sygdomshistorie. Derudover kan dyrlægen lave en række undersøgelser, der udelukker andre sygdomme, som eksempelvis kræft i hjernen, eller andre tilstande, der kan påvirke hundens adfærd.
Symptomer du skal holde øje med:
- Hunden stopper op og har glemt hvad den skal
- Hunden står og stirrer tomt ud i luften eller ind i en væg
- Hunden virker rastløs, og vandrer formålsløst rundt
- Gentagende, ensformig adfærd (stereotyp adfærd)
- Hunden bliver meget kontaktsøgende eller holder sig til ejeren
- Urenlighed
- Nedsat social interaktion
- Manglende rummelig fornemmelse
- Søvnløshed
Hvad kan man gøre?
Der findes ingen helbredende behandling af kognitiv dysfunktion, med kun støttende eller forebyggende behandling. Der findes blandt andet noget medicin, der kan give en øget hjernefunktion hos omkring 30% af hundene. Derudover kan man have god effekt af at give kosttilskud, herunder blandt andet antioxidanter.
/Astrid Gerd Holtet, dyrlæge
Kilder:
Trine Shütt. Kognitiv dysfunktion hos den ældre hund. Dyrlæge Magasinet, 13 (2), 2016
Demens hos hunde – en overset diagnose – med Trine Schütt, dyrlæge, PhD (www.succesivetpraksis.dk)